Fortsat masser af optimisme i Nørre Djurs HK
Efter 8 spillerunder er det kun blevet til 2 sejre til Nørre Djurs HKs bedste herrehold, men der er fortsat en tro på, at det er muligt at kravle over nedrykningsstregen
Nørre Djurs HKs håndboldherrer førte 4-0 efter 11 minutters spil i weekendens udekamp mod Hasle, der har de to tidligere trænere i Glesborg-klubben, Karsten Andersen og Henning Poulsen, som trænere.
Henning Poulsen var selv på banen i store dele af kampen.
"Kasper Hansen fortsatte med at vise samme målmandsspil af høj klasse fra de seneste kampe, og derfor scorede Hasle deres første mål efter 11 og et halvt minuts spil", fortæller Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Gæsterne kunne dog ikke bevare momentum, men Nørre Djurs HK kunne trods alt gå til pause foran 10-9.
Målfattig kamp
Efter pausen kom Nørre Djurs HK foran 11-9, men brændte så to oplagte kontrachancer i rap.
"Meget symptomatisk for vores sæson hidtil. Vi kommer egentlig fint til chancer, men vi brænder ganske enkelt for mange oplagte tilbud. Var vi for eksempel kommet foran 13-9 mod Hasle ved at udnytte de to kæmpestore chancer, havde vi sandsynligvis fået skabt den luft, der kunne have været afgørende i slutfasen", konstaterer Lunøe.
I stedet kom Hasle foran 12-11 efter 42 minutter i den særdeles målfattige affære.
"Hasle var foran resten af kampen. Da, der manglede 5 minutter, førte de 18-15, men så fik vi scoret et par gode mål og stressede dem, men desværre lukkede de opgøret med scoringen til slutresultatet 19-17", fortæller Nørre Djurs HKs holdleder.
Optimisme trods alt
Trods nederlaget og en foreløbig placering under nedrykningsstregen ser Jakob Lunøe fortsat lyst på situationen.
"Rækken ser mere jævnbyrdig ud end den tegnede til på forhånd, og kan vi vinde over Todbjerg/Mejlby/Skødstrup HK fredag aften hjemme i "hulen", ser det slet ikke så tosset ud", siger en optimistisk holdleder.
Han glæder sig over, at spillernes træningsiver aldrig har været større, og det tilskriver han det arbejde, som trænerduoen Erik Flak Jørgensen og Jan Mathiesen lægger for dagen.
"De stiller krav og accepterer ikke dumme afbud. Spillerne kan lide det, og der bliver gået til den hver gang med i gennemsnit 25 mand til træning", fortæller Jakob Lunøe.
Det store fremmøde har også skærpet konkurrencen om pladserne på første- og andetholdet.
"Når man så tænker på, at Anders "Missil" Olsen først er til rådighed igen efter jul, Henrik Elkjær er skadet og Kenneth Kristensen først så småt er ved at være klar efter sin knæoperation, så ser det godt ud", noterer Lunøe.
Stærk Henrik Pedersen
I opgøret mod Hasle leverede playmakeren Henrik Pedersen en god indsats.
"Fandenivoldsk og fightende som vi kender ham, når han er bedst", roser Lunøe.
Henrik Pedersen nettede tre gange, mens storskytten Mikkel Eriksen holdt lidt igen på grund af en overbelastet skulder.
"Vi manglede lige 3-4 mål mere fra Mikkel, men han havde tydeligvis smerter i skulderen og scorede først efter pausen", fortæller holdlederen.
Scorekort Nørre Djurs HK:
- Mikkel Eriksen 4 (2)
- Simon Østergaard 3 (1)
- Henrik Pedersen 3
- Martin "Bondemanden" Jensen 2
- René Høyer 1
- Rasmus Bording 1
- Frederik Larsen 1
- Anders Gleerup 1
- David Bundgaard 1
Fløjen Kenneth Hougaard spillede med på andetholdet i Serie 1, der på udebane slog Rougsø KFUM med 26-25.
Her var også genopstandne Benjamin Johansen med, og han gjorde det, ifølge Lunøe, glimrende i både forsvar og på stregen.
"Fortsætter han sådan, vil han trænge sig på, når holdkortet på førsteholdet skal skrives i de kommende uger", vurderer Lunøe.
Fredagens kamp mod Todbjerg/Mejlby/Skødstrup HK spilles i Nørre Djurs Hallen klokken 19.