Jesper Borup fortsætter som cheftræner i FC Djursland
Hvem, der skal være assistent for Borup, er endnu ikke på plads
Det bliver Jesper Borup, der som cheftræner skal redde FC Djursland fri af af nedryknings-suppedasen i 2. division Vest.
Borup, tidligere kontraktspiller i Aab, divisionsspiller i daværende FC Nordjylland og senere Skovbakken, tog midlertidigt over i efterårets sidste seks kampe sammen med tidligere cheftræner Brian Engelund, da FC Djursland fyrede Anders Bjerre og Frederik Thøgersen.
Mens Engelund har meldt pas på at fortsætte på grund af sit lederjob på en skolen, er Jesper Borup klar til at fortsætte arbejdet.
"Der er opbakning til Jesper Borup fra spillernes side, og det er der også fra ledelsen, så vi var ikke ret meget i tvivl om, at Jesper Borup skulle fortsætte det arbejde, han er begyndt så flot," siger sportschef Jan Thomsen.
Klar dagsorden
Jan Thomsen har også et navn til posten som assistentræner og havde egentlig håbet, at vedkommende ville være afklaret i løbet af sidste weekend.
"Det er han ikke endnu, men jeg regner med, vi får et ja eller nej, inden ugen er omme," siger Jan Thomsen.
Jesper Borup og den kommende assistenttræner har en bunden opgave, der hedder at rykke FC Djursland væk fra nedrykningspladserne i forårets anden turneringshalvdel (15 kampe).
Det vil kræve mindst 7-8 sejre og sikkert også flere for, at missionen skal lykkes. Foreløbig har FC Djursland kun vundet en ud af de 15 hidtil spillede kampe.
Ja fra spillerne
Jan Thomsen var forbi træningsbanen tirsdag aften for at orientere om Jesper Borups ansættelse i foråret 2014.
"Jeg spurgte ved samme lejlighed spillerne endnu engang, om vi kan regne med dem i forårets kampe. Jeg fik et entydigt ja fra alle, og det er vi meget tilfredse med, at samtlige i truppen vil give et bidrag til, at vi kommer videre på trods af dårligt efterår resultatmæssigt," siger Jan Thomsen.
Daniel Højland Nielsen havde inden aftenens træning meldt fra til foråret. Morten Hjorth og Simon Skibsted deltog ikke i træningen, men sportschefen har fået et ja fra begge til at fortsætte.
Jan Thomsen bekræfter også, at FC Djursland vil gøre et seriøst forsøg på at knytte Claus Koch Andersen til truppen i foråret.
Koch gjorde comeback i seneste kamp mod Sydvest efter aftale med hans nuværende klub, Kolind-Perstrup, og leverede en god figur.
"Han vil blive en gevinst for os på midtbanen, hvis hans fysik holder. Det skal vi blandt andet snakke med ham om," fortæller sportschefen.
"Jeg håber på en halvårsaftale med Koch, så både han og vi kan se, hvad hans fysik kan bære. Er han klar, bliver han en forstærkning."