Torben 'Russer' sur på stævnearrangør
Spar Købmanden i Nøragers bedste spiller, efter egen vurdering, havde forventet, at hans hold var blevet seedet direkte til finalenrunden ved weekendens Allingåbro Cup
Halinspektør Lars Petersen i Allingåbro Hallen er klar til stort rykind fredag og lørdag til dette års udgave af indefodboldstævnet Allingåbro Cup for seniorer - herrer og i år også damer.
Inden stævnestart fredag aften klokken 16 har Lars Petersen som stævnearrangør en lille twist kørende med Torben 'Russer' Jensen fra Nørager i al gemytlighed.
'Russeren' er knotten over, at hans mandskab, Spar Købmanden i Nørager, som har broderen Karsten Jensen som kaptajn, ikke er seedet direkte til finalerunden, men først skal gøre sig fortjent til at nå så langt via indledende kampe.
"Han mener, at Spar Købmandens hold er så stærkt, at det er spild af tid, at holdet skal spille indledende kampe," forklarer en grinende Lars Petersen, der helt afviser 'Russerens' opfordring og 'starfucker-manerer'
Spar Købmanden spiller med i hyggerækken, hvor de deltagende spillere ikke må have spillet på højere niveau end Serie i efteråret 2013.
26 hold dyster om førstepræmien, og der er endog to hold på venteliste, fordi det ikke er muligt at presse flere hold ind i programmet.
"Rækken går under navnet Hyggerækken med stort H, og det skal være hygge for holdene," understreger Lars Petersen, der forventer masser af aktivitet i cafeteriaet i løbet af aftenen. Der spilles frem til klokken 24.
Sidste års vinderhold 'Spilleloge - Vi kommer hver gang' stiller igen i år til start med nuværende cheftræner i Nørager, Allan Haslund, i spidsen.
Damer til start lørdag morgen
Lørdag formiddag fra klokken 9 står den på damefodbold, der for første gang er på programmet ved Allingåbro Cup.
Ti hold har meldt sig startklare. Der kommer hold fra blandt andet Brande, Kolding, Ålborg plus naturligvis Djursland. På flere af holdene optræder spillere, der udendørs normalt optræder i landets bedste kvinderække, Elitedivisionen.
Løber Blanketgården med guldet?
Klokken 12 lørdag starter den åbne herrerække op, og den er i år ikke en del af det landsdækkende GMP-program.
Alligevel har 26 hold, fire på venteliste, meldt deres ankomst.
Lokale L-tek har valgt Allingåbro Cup fra, fordi mandskabet spiller andetsteds for at hente GMP-point, så holdet kan nå med blandt de sidste hold til det afsluttende finalestævne senere på året i Grenaa Idrætscenter.
Til gengæld stiller Blanketgården fra Vivild op med spændende lokale navne som Anders Holvad, Frederik Bjerregaard og Sebastian Stær op. Holdet vandt Sparekassen Djurslands Cup tidligere på sæsonen og hører til favoritterne i Allingåbro, men holdet kommer til at kæmpe hårdt for førstepræmien på 2.500 kroner.
Et hold som Brix Sport Auning med Dennis Holdgaard, Jeppe Friis og flere af de gamle koryfæer fra storhedstiden i Vivild, der blandt mange triumfer også afkastede et Danmarksmesterskab i indefodbold, kan måske få så meget gang i de gamle ben, at der lurer en overraskelse.
Holdene i denne række kommer fra blandt andet fra Nykøbing Mors i nord og ned til det sydlige område af Østjylland.
Finalerunden går i gang klokken 20.30 og forventes færdigspillet klokken 22.