Fortsæt til indhold

Ryomkarate klar til at tage nye lokaler i brug

I weekenden har den nystartede karateklub sin første graduering, og den foregår søndag i nyrenoverede lokaler i en tidligere fabriksbygning

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Ryomkarate har haft masser af vind i sejlene og oplevet stor interesse siden den formelle start i august 2013.
Omkring 60 medlemmer, puslinge, juniorer og voksne træner stabilt hver uge i gymnastiksalen på Ryomgård Realskole, men i weekenden tager Ryomkarate sine nye klub- og træningslokaler i brug.
De har til huse i hal 1 i de tidligere fabriksbygninger, som i en årrække husede Vonsild Træindustri på Industrivej 15 i Ryomgård.
Hele bygningskomplekset ejes af Syddjurs Erhvervsejendomme ved Kolind Tømrer- og Murerforretning ApS og Dania industri-service ApS.
"Medlemmerne har selv gået håndværksmæssigt til værks indendørs," fortælller Jane Blaabjerg, kasserer og trænerassistent i Ryomkarate.
Da Lokalavisen var forbi i sidste uge, var det særlige træningsgulv undervejs, men ellers så lokalerne nu meget fine ud. Der er tydeligvis brugt masser af knofedt på at gøre dem klar til brug.

Graduering søndag

I weekenden skal lokalerne nemlig benyttes for første gang, og det lovede primus motor for renoveringen, Lars Normark Holmgaard, formand og chefinstruktør, at der ikke ville være tvivl om til Lokalavisens udsendte. Han er 4. kyu og har trænet Wado Ryu Karate og Kenjutsu siden 2012 og har bl.a. været med til at starte konceptet familietræning.
Derfor kan de mange udøvere se frem til en hård og spændende weekend med en lørdag, der byder på normal familietræning og junior- og voksentræning som sidste afpudsning før søndagens graduering. Søndag fra den tidlige morgenstund starter rækken af gradueringer. Klokken 9 er det først puslingenes tur, før juniorer og voksne tager over.
Gunni Mikkelsen (3. dan karate), træner i klubben og leder af klubbens tekniske udvalg, står for gradueringen i de ny lokaler. Efter veloverstået dåd er udøvere, familie og venner inviteret til julehygge til et godt stykke ud på søndagen.

Økonomisk støtte

Donationer fra blandt andet Fonden Sparekassen Midtdjurs, 90.000 kroner, og fra la Cours Fond, har gjort det muligt at renovere det pænt store lokale i de tidligere fabriksbygninger, hvor der også bliver omklædningsfaciliteter, hyggekrog i 2. sals højde og legerum til børnene.
Ryomkarates idegrundlag er baseret på Wado Ryu Karate, som er en klassisk japansk stilart, der kendetegnes ved hurtige bevægelser, positionering af ens egen krop og brug af modstanderens energi for at overvinde ham.