32 klar til årets ultimative badmintondyst i Pindstrup Hallen
Jonas Ilsøe Babis er atter storfavorit til at besætte førstepladsen ved Viking Pindstrups årlige badmintonstævne
Tilslutningen til det årlige jule-/nytårsstævne i Pindstrup Hallen i badminton er igen meget fin.
32 er således tilmeldt lørdagens stævne, der begynder klokken 9.30.
"Vi har seedet 16 mand, der hver får en useedet makker, når vi trækker lod, inden spillet går i gang," fortæller Kasper Ilsøe Babis.
Han står som arrangør af stævnet og den efterfølgende julefrokost sammen med sin lillebror Jonas Ilsøe Babis, Martin Revsbech og Bjarne Nielsen.
De nævnte besatte de fire første pladser ved 2012-udgaven af stævnet, og så lyder den uskrevne regel, at de står for arrangementet af næste års stævne.
Jonas favorit igen
Kasper Ilsøe Babis forventer flere spændende kampe, men tøver ikke med at udnævne lillebroderen Jonas til storfavortit igen i år.
"Jonas har vundet de seneste 3-4 år, så han må absolut være favorit igen. Det eneste, der kan forhindre ham i at vinde, er, at han nok vil være rimelig træt af igen at skulle stå for arrangementet," griner storbroderen.
Kasper Ilsøe Babis kan umiddelbart kun pege på et par nittere blandt de 32 deltagere. Hovedparten kan godt svinge en ketcher.
Han nævner sin far, Peder Carlo Babis, og tidligere Midtdjurs borgmester og kommende byrådsmedlem i Syddjurs, Hans Christian Baltzer, som to oplagte bud fra de useededes række, som kan være med til at afgøre, hvem der løber med 'guldet'.
Fra sidste års deltagerliste mangler blandt andet: Uffe Bach Jakobsen, der er skadet, samt Claus-Jørgen Busk, Freddy Johansen og René Nielsen.
Ny mand i gamet er blandt flere, Chris Johnsen, topscorer på klubbens førstehold i fodbold, men ham tiltror Kasper Ilsøe Babis nu ikke mange chancer i kampen om topplaceringerne.
"Den, der trækker Chris som makker, kan lige så godt sætte sig op i cafeteriatet med det samme," lyder det med et kæmpestort grin i telefonen.
Den melding må målræven på fodboldbanen så forsøge at modbevise.
46 spiser med
Når sidste bold er slået klokken cirka 13, fortsætter deltagerne til julefrokost i hallens cafeteria.
"Der er tilmeldt 46 til spisning," fortæller Kasper Ilsøe Babis, der ikke vil give et bud på, hvornår dagen slutter.
Flere synes legen har været god, når spisningen er overstået, mens andre fortsætter til ud på de små timer med kortspil og rafling.
Han og lillebroderen har samlet 33 sponsorpræmier sammen til det amerikanske lotteri som løber af stabelen under julefrokosten.
Overskuddet fra lotteriet bruges til at betale halleje plus de andre udgifter, der løber på.