Borgere skal købe mursten til ny hal
Borgerne i Hørning opfordres til at støtte opførelsen af den nye hal ved at købe mursten
Selvom kommunen har bevilliget 8 millioner kroner til en ny hal og Hørning Idrætscenter får mulighed for at optage fordelagtige lån for yderligere 3 millioner kroner, er der stadig lang vej, inden finansieringen af den nye hal, der gerne skal stå færdig næste år, er helt på plads.
Derfor opfordrer Hørning Idrætscenters forretningsudvalg nu de lokale borgere til at støtte op om projektet ved at købe en mursten. Beløbet er et engangsbeløb til støtte for opførelsen af den nye hal. Prisen er 1.000 kroner for almindelige borgere og 5.000 kroner for virksomheder.
"Hørning Hallen har i 40 år været rammen om idrætslivet i Hørning, men desværre er faciliteterne ikke tilstrækkelig for det forenings- og idrætsliv, som vi har i dag. Vores halfaciliteter svarer ikke til byens størrelse og den store udvikling, som Hørning har nu og får i de kommende år," fortæller Lars G. Jørgensen, formand for Forretningsudvalget i Hørning Idrætscenter.
"Hørning har faktisk mere end dobbelt så mange borgere pr. hal end resten af kommunens byer. Byudviklingen har glædeligt fået motions-, kultur- og idrætslivet til at blomstre. og derfor skal vi have udbygget vores faciliteter hurtigst muligt."
Den planlagte udvidelse af Hørning Hallen omfatter blandt andet den traditionelle idrætshal, springgrav og trampoliner, samt en ny underetage med plads til fitness og motionsaktiviteter. Der er også tænkt på møderum og omklædning til både ude- og indendørs aktiviteter og måske også en skydebane, billard, dart og danserum.
Støtten fra Kommunen er betinget af, at foreningerne i Hørning selv bidrager med en million kroner til projektet, og forretningsudvalget er i fuld gang med at søge forskellige fonde.
Men den lokale opbakning ifølge Lars G. Jørgensen nødvendig for at realisere projektet.
"Firmaer og foreninger kan få deres logo med på mursten. De lokale borgere kan købe deres egen mursten med navn frem - det vigtigste er, at folk støtter op om byggeriet nu, så vi står sammen om at skabe bedre vilkår for foreningslivet i Hørning."
For at få godt gang i salget af mursten til den nye hal, inviterer Hørning Idrætscenter til gratis håndboldkamp mellem GOG og Skanderborg Håndbold torsdag 14. august kl 19 i Hørning Hallen i forbindelse med Skjern Bank Cup.
"Der er gratis entré, men det er i håbet om, at folk så i stedet lægger et lille beløb i støtte til det kommende byggeri," fortæller Lars G. Jørgensen.
Inden håndboldkampen er der klokken 18.00 mulighed for at høre nærmere om byggeriet og de planlagte nye halfaciliteter.