Fortsæt til indhold

Vejen mod millionen

I kamp mod uret for at nå egenbetaling til haludvidelse, men forleden blev vigtigt delmål nået via støtte fra brugerne

Sport
Af Erland Rasmussen

Høring Hallen kom forleden et stort skridt nærmere den længe savnede udvidelse.
Det skete, da hallens brugere, sportsforeningerne, afleverede en check til den selvejende institution Hørning Hallen på 250.000 kroner øremærket det ny idrætscenter.
I forvejen har både private borgere og erhvervsliv støttet haludvidelsen med yderligere sammenlagt 174.000 kroner ved at købe mursten, der sættes op med navn på giverne på en væg i hallen.
“Det er helt over vores forventning, at vi er nået så langt i indsamlingen som nu,” siger formanden for Hørning Hallens forretningsudvalg, Lars G. Jørgensen.
Dermed henviser han til, at Hørning Hallen skal stille med mindst en million kroner i egenfinansiering, før projektet kan realiseres.
Skanderborg Kommune har bevilget otte millioner kroner til udvidelsen og fordelagtige lånemuligheder for tre millioner kroner. Men kravet er altså en million kroner i egenbetaling.
Udvidelsen er lige nu i udbud hos fem inviterede byggefirmaer, og Lars G. Jørgensen forventer, at det løber op i 25-30 millioner kroner for en ny hal, kælder, springgrav, foyer og mødelokale. Det inklusiv inventar.
Samtidig vil Hørning Hallen gerne have spaden i jorden allerede i år, fordi de nuværende rammer er hårdt belastet af en stor tilvækst i antallet af brugere i de senere år.
“Vi vil bygge så mange kvadratmetre som muligt, og så må vi eventuelt vente på noget af inventaret i første omgang,” siger Lars G. Jørgensen.
Halformanden erkender, at der stadig er lang vej, men han bebuder, at indsamlingen fortsætter, ligesom der søges om støtte hos fonde og lignende for at nå i mål.