Lærke Kamps gode spark er guld værd
Guldmedaljer er tilsyneladende det eneste, hun samler på - i hvert fald plejer hun at komme øverst på podiet
Hun vil hellere træne end gå til en koncert med Christoffer, og hun vil hellere koncentrere sig om sin sport, end hun vil tage til fest med sine klassekammerater.
13-årige Lærke Kamp Pedersen fra Viby er på landsholdet i taekwondo og har fået det sorte bælte to gange.
“Jeg begyndte faktisk med at gå til taekwondo, fordi jeg gerne ville kunne passe på mig selv, når jeg bliver ældre og skal i byen. Jeg fik en prøvetime, og så har jeg gået til det lige siden,” fortæller Lærke Kamp Pedersen, der vælter sig i guldmedaljer og hård træning.
Træner tre steder om ugen
Hun dyrker taekwondo i Lyseng, men træner både i Skanderborg og Viby ved siden af, så hun kan træne sammen med nogle af landsholdskammeraterne.
Ved siden af de 20 timers træning om ugen passer hun sin 7. klasse på Forældreskolen, som hun netop er begyndt på.
“Det er et puslespil at få tid til andet end taekwondo og skolen. Jeg har ikke så meget tid til mine venner,” siger taekwondo-talentet og fortsætter grinende:
“Mine klassekammerater accepterer, at jeg går meget op i min sport. Der er mange, der synes, det er sejt, fordi det ikke er en pigesport. Der er faktisk også nogle, der er bange for mig, men jeg synes, det er fedt at vide, at jeg ikke er slap. Jeg kan godt selv bære mine bøger, og jeg kan åbne en dør med fødderne hvis det er nødvendigt.”
Det kræver hård disciplin og planlægning for at nå langt i taekwondoens verden, og indtil videre har Lærke den rette indstilling.
Dedikationen til sporten betyder dog, at hun bliver nødt til at give afkald på nogle ting.
“Fester er sjove at gå til, hvis jeg har tid, men jeg kommer ikke til at drikke, for så kommer jeg i dårlig form. Når de andre fester, er jeg på træningslejre,” siger hun smilende.
Vild med neglelak
Når hun skal koble af fra de mange timers taekwondo og lektielæsning, nyder hun at sidde og lægge neglelak på i alle mulige mønstre og farver, og så er hun vild med bageprogrammer i tv samt at lave kager.
Ellers er hendes fokus fuldstændig på taekwondo, og det er også der, hun har fundet sin bedste veninde, Ida Axø. Sammen med hende og Eva Sandersen stiller Lærke op i det, der hedder synkron.
De er så godt et trekløver, at de skal sammen til VM i Mexico 30. oktober til 2. november, og her er målet klart:
“Vi går efter at få en medalje, men ellers skal vi som minimum i finalen,” lyder det fra den målrettede pige, der har en ambition om at blive verdens bedste - også som voksen.
Ambitionen gør faderen, Flemming Busk, stolt:
“Det er fedt, at hun gider dyrke en sport. Hun er god til disciplin og til at indfri sine mål - også i hverdagen.”