Frontløbere for den lokale idræt
Hæder til Ry Roklub og trænerteam fra Hørning Håndbold
Det er prisværdigt, når enkeltpersoner, teams eller hele foreninger går foran og aktivt medvirker til at udvikle idrætslivet.
Sådan tænker man i Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune, og der er netop blevet sat handling bag ordene med uddeling af to priser.
På samvirkets repræsentantskabsmøde i Borgernes Hus i Veng blev Ry Roklub således kåret som Årets Idrætsforening og tildelt Nordeas Gode Liv Prisen.
Ved samme lejlighed fik et trænerteam fra Hørning Håndbold, Susanne Ørtenblad og Daniel Flyger, tildelt Danmarks Idrætsforbunds Du gør en Forskel-prisen.
En påskønnelse
Begge priser skal ses som en påskønnelse af, at personer og foreninger trækker læsset og er klar til at afprøve nye ideer til gavn for idrætten.
Gode Liv Prisen til Årets idrætsforening er oprettet i 2010 i samarbejde mellem Nordea-Fonden og Idrætssamvirket i Skanderborg Kommune. Prisen gives til en lokal idrætsforening, der har markeret sig særligt positivt i årets løb. Ud over æren udgør prisen en kontant påskønnelse på 10.000 kroner.
Du Gør en Forskel-prisen er oprettet af Danmarks Idrætsforbund, DIF, der siden kommunalreformen har haft ekstra fokus på de lokale idrætsforeningers vilkår i kommunerne.
Fokus på de frivillige
DIF besluttede i den anledning, at idrætssamvirket i en kommune kan uddele en årlig ”Du gør en forskel”-pris til en lokal idrætsleder eller et lederteam, der har gjort en særlig indsats for den lokale idræt, og som i det forløbne år vurderes til at have understøttet en markant udvikling inden for et eller flere af idrættens områder.
DIF håber, at anerkendelsen kan være med til at sætte fokus på det store arbejde, som idrættens frivillige dagligt udfører i den enkelte kommune. Udover en påskønnelse på 5.000 kr. uddeles et diplom.