FC Skanderborg hænger på i toppen
Efter en god start for FC Skanderborg i Danmarksseriens pulje to, hvor holdet efter de første runder lå på førstepladsen, er holdet efter en række uafgjorte og et nederlag røget nogle pladser ned i tabellen.
Derfor var det vigtigt for holdet at få minimum et point i lørdagens hjemmekamp mod FA 2000 for at hænge på i toppen af rækken.
Det blev til en tæt kamp, hvor især FA 2000's dødbolde gjorde livet svært for FC Skanderborgs forsvar. Kampen endte 2-2, og dermed ligger det lokale fodboldhold på en fjerdeplads i tabellen med blot to point op til FC Sønderborg på førstepladsen.
Det var derfor en tilfreds cheftræner Jan Vingaard, der efter kampen udtalte sig til klubbens hjemmeside. Selvom han var tilfreds med det meste af spillet, kunne han dog godt finde ting, der skal forbedres.
“Det er stadigvæk irriterende, at vi ikke er dygtigere på de defensive dødbolde,” lød det en smule ærgerligt fra Jan Vingaard til fcskanderborg.dk