KPI skal have ny hovedformand og kassemester
Henrik Eriksen og Conny Birch, henholdsvis hovedformand og kasserer i Kolind-Perstrup IF, stopper i hovedbestyrelsen ved generalforsamlingen i februar 2015
Kolind-Perstrup skal på jagt efter både en ny formand og en ny kasserer til hovedafdelingen, der består af et tremands forretningsudvalg plus formændene for foreningens afdelinger: fodbold, håndbold, badminton, gymnastik og flag football.
Hovedformand Henrik Eriksen kom til i august 2013, da Kolind-Perstrup i flere måneder havde jagtet en ny formand, men allerede i foråret 2014 valgte familien Eriksen at flytte fra byen, fordi de som tilflyttere ikke kunne få logistikken til at passe i forhold til arbejde, bopæl og afhentning af børn.
Løsningen blev en flytning tættere på Aarhus. Henrik Eriksen lovede dog at fortsætte som hovedformand frem til næste generalforsamling.
Den er programsat til at foregå i februar 2015.
Kasserer Conny Birch stopper også ved generalforsamlingen, efter tre års virke.
"Det har været spændende og givende at være formand, og boede jeg stadig i Kolind, var jeg gerne blevet som hovedformand," siger Henrik Eriksen, der forventer, at der vil melde sig afløsere på banen i løbet af de næste tre måneder, så Kolind-Perstrup kan få konfirmeret valget af ny hovedformand og kasserer på generalforsamlingen.