Fortsæt til indhold

Kolind blev sorteper i nedrykningsdrama

Gravkammerstemning efter at KPI tabte med 3-1 i Kristrup og blev taberen i nedrykningsgyseren i Serie 1

Sport
Af Martin Schultz

KPI havde muligheden for selv at klare paragrafferne, da holdet lørdag eftermiddag mødte Kristrup i det med spænding imødesete nedrykningsslag på Kristrup Stadion.
Skriften på væggen var klar, for Åstrup/Hammelev havde allerede reddet sig endnu en sæson i Serie 1 med en 3-0 sejr på hjemmebane over bundproppen Hadsten, som allerede var dømt til nedrykning fra den meget jævnbyrdige serie 1.
Men kunne KPI slå Kristrup, så ville de orange fra Kolind kunne tørre nedrykningen af på Kristrup, som så ville være ringest i de indbyrdes opgør.

Stillede svækket op til skæbnekamp

Men Kolind, som har været meget svingende i sine præstationer gennem hele sæsonen, klarede ikke frisag og må derfor en tur ned i Serie 2 efter at have præsteret godt og stabilt i Serie 1 gennem flere sæsoner.
Kolind stillede svækket op til det vigtige opgør i Kristrup.
Anfører Rune Bækgård var ikke blevet sin skade kvit og oveni havde venstrekanten Kasper Therkildsen brækket et håndled i en håndboldkamp og var derfor også ude.
Samtidig var der afbud fra backen Morten Thorup af arbejdsmæssige årsager og afbud fra de to U19 spillere Rasmus Brasch og Martin Holm Hansen, som begge skulle i ilden med det kombinerede U19 hold fra IFM/KPI.
Så KPI måtte mobilisere alle mand og den spillende medtræner Thomas Gerberg var med fra start, ligesom andetholdsspillerne Kasper Jensen og Thomas Zacher Sørensen var med på bænken.

Kolind kom bagud i det første minut

KPI fik den dårligst tænkelige start, da Kristrup kom foran allerede efter 40 sekunder, da et indlæg sejlede i mål i det fjerneste hjørne.
Men Kolind var godt med i kampen og kunne udligne efter godt 20 minutters spil, da Thomas Gerberg kunne heade et indlæg fra Rasmus Høgh i mål til 1-1.
”Kampen bølgede frem og tilbage og vi brændte en kæmpemulighed og følte os snydt for et straffespark i slutningen af 1. halvleg, hvor vi havde mulighed for at vende kampen,” siger Thomas Gerberg.
Men Kristrup gjorde det onde ved Kolind og bragte sig foran med 2-1 fem minutter før dommeren fløjtede til halvleg

Kæmpede røven ud af bukserne – men forgæves

Kolind kom ud til 2. halvleg med tro på at holdet kunne vende kampen.
”Vi kæmpede røven ud af bukserne i 2. halvleg. Men det hjalp ikke noget og midt i 2. halvleg bragte Kristrup sig foran 3-1,” fortæller Thomas Gerberg.
”Der var gravkammerstemning i omklædningsrummet efter kampen. Det var ærgerligt, for vi havde mulighederne,” siger Thomas Gerberg, som er meget ked af at måtte forlade holdet og trænergerningen med en nedrykning.
Thomas Gerberg fortsætter ikke som medtræner for KPI i foråret. Mads Berg fortsætter som cheftræner, men der er endnu ikke sat navn på en assistenttræner.
36-årige Thomas Gerberg med en fortid i mange klubber på Djursland er gået i tænkeboks omkring, hvad hans fodboldfremtid skal byde på.

Nørager fulgte Christiansbjerg til dørs

Med Kolinds nederlag mod Kristrup faldt brikkerne på plads i den meget jævnbyrdige pulje 7 i Serie 1 med fire klubber fra Djursland.
Nørager fulgte med en 3-2 sejr over Søften på to mål af Michael Jensen og et af Christian Mørch oprykkerne fra Christiansbjerg IF helt til dørs. Men det blev CIF fra Aarhus, som løb med oprykningen, efter at holdet på Grenaa Stadion besejrede Grenaa IF med 2-1.
Åstrup/Hammelev gjorde selv arbejdet færdigt og sikrede sig med en 3-0 sejr over Hadsten endnu en sæson i serie 1.
For KPI kan nedrykningen betyde udsigt til nogle gevaldige bravallaslag mod lokalrivalerne fra IF Midtdjurs, som gik ubesejret gennem Serie 3 og nu er klar til serie 2.