Nørager B fik sin hidtil bedste placering
3-2 sejr over Søften og en 2. plads i Serie 1 var en fin afskedsgave til Nørager træner Allan Haslund
Efter fem år som træner for Nørager B takkede Allan Haslund lørdag eftermiddag af på Nørager Stadion.
Med en 2. plads i Serie 1 og 31 point i 14 kampe fik landsbyklubben sin hidtil bedste placering, og træner Allan Haslund og spillerne kunne forlade Nørager Stadion som ubesejrede på hjemmebanen i dette efterår.
”Det er vemodigt at tage afsked med klubben og med holdet. Nørager har været et fantastisk sted at være. Jeg blev taget godt imod, da jeg kom efter fem år i Allingåbro, og jeg har fået lov til at sætte mit præg på holdet. Jeg synes holdet har flyttet sig rigtig meget, og jeg har fået det maksimale ud af hver enkelt spiller,” siger Allan Haslund.
Det historisk gode resultat er opnået med en meget smal trup.
”Jeg har brugt 16 forskellige spillere, og der har været meget stor opbakning fra spillerne. Vi ved jo, at der er sammenhold og vilje her i Nørager. Spillerne har vist, hvor meget vilje og fællesskab kan løfte,” siger den afgående træner.
Michael Jensen udlignede med et flot lob
Afslutningen på den fine sæson gav en sejr på 3-2 over det ikke uefne hold fra Søften GF.
”Søften kom med en god gejst og var hele tiden farlige i deres omstillinger. De bragte sig foran i det 34. minut, da en dødbold blev headet ind ved den forreste stolpe,” siger Allan Haslund.
Men lige inden halvleg fik Nørager udlignet, da Søftens opspil blev brudt højt oppe på banen, og Michael Jensen med et følt lob uden for feltet lagde bolden ind bag Søftens målmand og i mål.
Tidligt i 2. halvleg kom Nørager foran med 2-1, da en Søftenspiller gik i ryggen på Michael Jensen i feltet. Dommeren dømte straffespark, og det udnyttede Michael Jensen til at score sit andet mål.
Kampen bølgede frem og tilbage i 2. halvleg, men det var Nørager, som lukkede og slukkede, da Kristoffer Frandsen i det 88. minut strøg igennem i venstre side og snød et par mand inden han lagde bolden tilbage i feltet, hvor Christian Mørch fra pletten nemt kunne score i et tomt mål.
Da Søften reducerede et minut ind i overtiden, kunne de kun pynte på resultatet.
Med til at præge rækken
Havde Grenaa IF fastholdt et uafgjort resultat mod CIF på Grenaa Stadion, kunne tingene være gået op i en højere enhed for Nørager. Men CIF vandt i Grenaa og snuppede oprykningsbilletten for næsen af Nørager.
”Men jeg var rigtig glad for at slutte med en sejr i en flot kulisse på Nørager Stadion,” siger Allan Haslund.
Efter ti år som træner med først fem år i Allingåbro og derefter fem år i Nørager vil Allan Haslund nu tage en pause fra trænergerningen og hellige sig familien.
Allan Haslund overtog Nørager B, mens holdet lå i bunden af Serie 2. Holdet rykkede op i Serie 1 i efteråret 2011 og har de sidste tre sæsoner været med til præge rækken.
Nørager B har ansat Casper Kjær Sørensen fra Ugelbølle som træner efter Allan Haslund. Casper Kjær Sørensen har senest været træner i Hornslet IF.