Kim Aabech forlænger med AGF
AGF er blevet enig med 31-årige Kim Aabech om en forlængelse af samarbejdet til sommeren 2016
Kim Aabech skiftede til AGF i sommer fra FC Nordsjælland og har med det samme slået sit navn fast hos det aarhusianske fodboldpublikum. Ni scoringer og tre assists i blot 14 kampe er det foreløbig blevet til, og nu kan der være endnu flere kampe, mål og målgivende afleveringer fra hans venstrefod i vente end dem, der rækker ud over den igangværende sæson. Kim Aabech og AGF er således blevet enige om en etårig forlængelse af kontrakten, som dermed løber til udgangen af juni 2016.
Sportschef Jens T. Andersson er meget tilfreds med, at AGF kan råde over Kim Aabechs kvaliteter i minimum halvanden sæson endnu.
"Kim har leveret et rigtig godt indtryk i den korte tid, han har været i AGF. Han er en dygtig spiller med en god spilforståelse og en god venstrefod. Det er imponerende, at han så hurtigt har været i stand til at gøre en afgørende forskel på holdet. Normalt behøver en ny spiller en tilvænningsperiode, men Kim har præsteret på et højt niveau fra dag ét, og han er blevet en vigtig brik på vores hold. Derfor er vi også glade for at have papirer på ham i yderligere en sæson," siger Jens T. Andersson til agf.dk.
For Kim Aabech har beslutningen om at forlænge samarbejdet ligget lige til venstrebenet.
"Jeg er faldet rigtig godt til i AGF. Jeg har det godt med drengene, trænerteamet har stor tiltro til mig, og jeg føler mig godt hjemme i Aarhus sammen med min familie. Jeg er kun blevet bekræftet i, at det var den rigtige beslutning, jeg traf i sommer. Og som jeg også sagde, da jeg skrev under på den første aftale, så vil jeg gerne være en del af den genopbygning, klubben er i gang med. AGF er en spændende klub, og jeg synes, vi har et rigtig godt hold og et stærkt team omkring holdet," siger Kim Aabech, der har fået fuld spilletid i 13 af de 14 kampe, han indtil videre har spillet.