Fortsæt til indhold

"Jack er der bare"

DGI Østjylland har kåret 52-årige Jack Valente fra Hørning Puls, der både er leder af fitnessafdelingen og samtidig selv er fitnessinstrultør, til November måneds frivillige

Sport
Af Grethe Bo Madsen

”Jack er der bare. Han er en nøgleperson for os, og hans store arbejde gør det nemt at være frivillig i fitnessafdelingen. Han er meget synlig i foreningen, går forrest når der skal ske noget nyt, og så er han altid så dejlig konkret og praktisk.”
Anne Marie Aebeloe, formand i Hørning Puls, lægger oggen nogen fingre imellem, når hun skal fortælle om, hvad Jack Valente betyder for Hørning Puls.
Selv er han stolt over skulderklappet, men det er dog ikke det vigtigste for ham.
”Jeg laver ikke frivilligt arbejde for at blive anerkendt, men fordi jeg kan lide at gøre en forskel, og det nytter noget at være frivillig. Det er dog altid dejligt at blive anerkendt for det arbejde man laver, hvilket jeg også synes, jeg bliver i hverdagen, og jeg husker også selv at give et skulderklap til de frivillige, som jeg arbejder sammen med,” fortæller han.
Jack Valente startede i Hørning Puls, da han blev opfordret til at være frivillig i foreningen, og der har han nu været i over ti år.
”Det faldt mig naturligt at blive frivillig, da det er noget, jeg har været i rigtig lang tid. Jeg tænker ikke så meget over det at være frivillig, det er bare noget, jeg er,” konstaterer han.
"Jeg kan faktisk slet ikke lade være med at blande mig. Jeg har den holdning, at der skal være nogen til at gøre det, og hvis folk synes, at jeg er den rette så vil jeg gerne bidrage med det, som jeg kan.”
Jack Valente har været inde over meget forskelligt i Hørning Puls, hvor han førhen har stået for både et indoor cycling hold, som han byggede op i foreningen, og så har han været med til at udvikle et udendørs CrossGym-anlæg.
I dag er han afdelingsleder for fitness, hvor han stort set står for alt, hvad der foregår inde for centerets fire mure. Han er selv instruktør, og så er han også med i det nye halprojekt i Hørning, som skal give mere plads til de mange aktive i byen.