IF Midtdjurs inviteret med til Martin Jørgensens farvel til fodbold på topplan
AGF har inviteret alle nuværende fodboldspillere, søskende og forældre på Atletion i Aarhus, når Martin Jørgensen sætter punktum for en lang og flot karriere
I en alder af 39 år har Martin Jørgensen besluttet sig for, at tiden er kommet til at stoppe med fodbold på topplan efter en lang karriere indenlands og på alverdens udebaner.
Martin Jørgensen bliver behørigt hyldet søndag 23. november, når AGF spiller efterårets sidste hjemmekamp mod topholdet i NordicBet Ligaen, Lyngby.
Det er det fleste med et fodboldhjerte bekendt, at Martin Jørgensen startede sin fodboldkarriere i IF Midtdjurs, hvor han blandt andet som miniput, som det hed dengang, var med til at blive jysk mester.
Finalen vandt IF Midtdjurs 3-0, alle tre mål stod der Martin Jørgensen på.
AGF inviterer
Efter et kort intermezzo hos Randers Freja fortsatte Martin Jørgensen som lilleputspiller karrieren i AGF, og resten af historien kender de fleste fodboldinteresserede.
Det tidligere Ryomgård-bysbarn kunne i de unge år spille fodbold morgen, middag og aften på den gamle fodboldbane i Ryomgård, Skjold på Nimtoftevej.
Martin Jørgensen har senere i karrieren aldrig forsømt en lejlighed til at minde om sin fodboldfortid, og det bliver også markeret til hans afskedskamp.
AGF har således inviteret alle nuværende medlemmer af IF Midtdjurs Fodbold med på stadion kvit og frit. Det samme gælder forældre og søskende.
Invitationen gælder ligeledes alle KPI-spillere på de to klubbers samarbejdshold.
Turen frem og tilbage køres gratis af Centrum Turist, men denne dag ikke med Martin Jørgensen selv ved rattet i en af de mange busser, der kommer til at køre tur-retur Ryomgård-Aarhus denne søndag.
102 landskampe
Efter kampen får Ryomgård-selskabet mulighed for at være med til en særlig hyldestseance for det største sportsnavn, der hidtil har trådt sin barnesko i IF Midtdjurs.
102 landskampe og 12 mål blev det til sideløbende med optrædender i AGF, Udinese, Fiorentina og AGF igen.
Martin Jørgensen er den danske spiller, der har spillet flest kampe i den bedste italienske liga.
AGF - Lyngby spilles klokken 15.30. Der er busafgang fra Ryomgård klokken 13.30 med forventet hjemtur ved cirka 18-tiden.