Nørre Djurs HK fem minutter fra sejren
Glesborg-klubbens håndboldherrer i Jyllandsserien fik for sent Svenstrup Godthåb IF til at makke ret, og derfor blev det til et nederlag på 25-23
Nørre Djurs HKs håndboldherrer i Jyllandsserien stillede op til lørdagens udekamp mod Svenstrup Godthåb med to indledende sejre i bagagen.
Mod et velspillende og fysisk stærkt hjemmehold kom gæsterne imidlertid alt for sent til fadet og tabte 25-23 (15-10).
Nørre Djurs HK havde Anders Gleerup, André 'Topper' Nielsen og Rasmus Bording tilbage i truppen efter, at holdet med succes havde betjent sig af de to U18 spillere, Mathias Nymark og Mikas Korsgaard, i den seneste kamp.
"Vi spillede generelt en skidt første halvleg, hvor vi lavede mange fejl og gemte os i konfrontationerne med hjemmeholdets fysisk stærke spillere," siger Nørre Djurs HKs holdleder Jakob Lunøe.
Hjemmeholdets venstre back var især godt skydende og fik lov til det, og desuden baksede gæsterne gevaldigt med hjemmeholdets højhus af en stregspiller.
"Vi vidste godt, at vi skulle møde et godt hold, så ingen undskyldninger herfra om, at vi ikke var forberedte på opgaven, for det var vi," siger Jakob Lunøe.
Vild afslutning
Nørre Djurs HK var bagud 13-7 i første halvleg, før en god afslutning bragte pausestillingen på 15-10.
Efter pausen fortsatte mønstret, og først mod kampens slutning begyndte Nørre Djurs HK at hente ind på hjemmeholdets 4-5 måls forspring.
"De blev tydeligvis trætte mod slutningen, hvor stillingen var 24-18 med godt fem minutter igen, og ingen af os på bænken troede på, at vi kunne nå op," fortæller Jakob Lunøe.
Bænkens pessimisme blev imidlertid gjort til skamme, for Nørre Djurs HK vandt de sidste fem minutter med 5-1, og havde kampen varet lidt længere, var slutfacit sandsynligvis ikke blevet 25-23 til hjemmeholdet.
"Vores træner Erik Flak Jørgensen sagde bagefter i omklædningsrummet at havde kampen varet fem minutter længere, var det os, som havde stået som sejrsherre," siger holdlederen.
Henrik P. i top
Nørre Djurs HKs altdominerende spiller i opgøret var hurtige Henrik Pedersen i bagkæden, som i efteråret også har gjort sig på Aastrup-Hammelevs bedste fodboldhold i Serie 1.
Han nåede op på syv træffere, og det var først og fremmest ham, der var motoren hos gæsterne.
"Henrik P. sled og slæbte, fik mange knubs og tærsk, når han var i infight med hjemmeholdets forsvar, men han rejste sig bare op hver gang og kæmpede videre," roser Jakob Lunøe.
Holdlederen fremhæver også Anders Gleerup, der fra en uvant position på venstre fløj scorede fire gange.
"For os handler det om at slutte blandt de tre bedste i efterårets udgave af Jyllandsserien. Det vil kvalificere os til oprykningsspillet i foråret, men det vil ikke være en fiasko, hvis vi ikke rykker op i 3. division i denne sæson," understreger holdlederen.
"Vores unge hold skal have lov til at udvikle sig stille og roligt, så vi på et tidspunkt har et mandskab, der vil kunne klare sig en række højere. Om det bliver i 2015 er ikke afgørende."
Nørre Djurs HK møder søndag 9. november Kristrup Boldklub hjemme i 'hulen', Nørre Djurs Hallen, klokken 16.