Vivild mister sin førstemålmand
Benjamin Bendixen vender hjem til AC Norddjurs, hvor han i forvejen er engageret som ungdomstræner og nu også bliver tilknyttet seniorerne som spillende træner
Vivild skal finde en ny målmand til klubbens førstehold i Serie 2.
Den nuværende, Benjamin Bendixen, vender hjem til AC Norddjurs, hvor han skal vogte målet på klubbens førstehold i Serie 5 og være en del af en lokal trænerkvartet i seniorafdelingen.
I forvejen er Benjamin Bendixen en engageret ungdomstræner i AC Nordjurs, et hverv han fortsætter med at udfylde.
"Jeg bor og læser i Randers, og jeg har sagt til Vivild, at det af rent praktiske årsager ikke længere er muligt at spille hos dem," sagde Bejamin Bendixen, da Lokalavisen lørdag eftermiddag løb ind i ham til et DGI-indefodboldstævne i Assentoft Hallerne, hvor han netop var færdig med at coache sit drengehold i AC Norddjurs.
Benjamin Bendixen har siddet solidt på posten som førstemålmand i Vivild og generelt høstet mange roser for sin indsats og spillemæssige udvikling i klubben.