FC Djursland tilbage på sporet med sikker sejr
FC Djursland fik gang i målscoringen og vandt 2-0 over VRI på udebane i Danmarksserien trods undertal i 2. halvleg
”VI spillede en rigtig fin kamp. VRI er et af de hold vi skal måle os med, og vi vandt kampen sikkert på en god holdindsats,” siger FC Djurslands assistenttræner Jeppe Friis efter 2-0 sejren over VRI i Aarhus lørdag eftermiddag.
”Vi arbejdede godt for hinanden og holdt vores aftaler. Derfor holdt vi vores modstander fra at få chancer,” siger Jeppe Friis.
Første halvleg endte 0-0 uden at spillet nåede over det gennemsnitlige, men til gengæld var gæsterne fra FC Djursland i fuld kontrol og gik ud til 2. halvleg fuld af fortrøstning.
Målscorer røg ud med rødt kort
I 2. halvleg kom FC Djursland tidligt foran 1-0, da Danni Lauridsen scorede på en ripost efter at Kalil Faizi havde haft en god afslutning.
Lidt senere i halvlegen kom FC Djursland foran med 2-0, da Simon Dinesen scorede med et hovedstød ved den forreste stolpe på et indlæg af Jesper Sørensen.
Målscorer Danni Lauridsen kom kort efter i begivenhedernes centrum, da han modtog sit andet gule kort og røg i bad før tid.
Men selv i undertal holdt FC Djursland modstanderne stangen og var boldbesiddende også i slutningen af kampen.
Omkring fem minutter før tid fik VRI tilkendt et straffespark efter et frispark, som alle i FC Djursland lejren mente blev begået udenfor det kriminelle felt. Men dommeren pegede på 11 meter pletten. Nu var det op til målmand Lars Andersen at holde sækken snøret, og den rutinerede målmand holdt buret rent med en flot redning.
Sejren er et godt rygstød
Med sejren fik FC Djursland oprejsning efter de seneste to nederlag og hægter sig nu på midterfeltet i Danmarksserien pulje 3, hvor der i år med hele seks nedrykkere på grund af omlægning af turneringen bliver hård kamp om at blive i det gode selskab.
”Sejren mod VRI giver os et godt rygstød og viste, at vi kan bruge det vi arbejder med til træning, når vi spiller kamp,” siger assistenttræner Jeppe Friis.
Lørdag kl. 15.00 kommer Lystrup IF på besøg på Grenaa Stadion. Holdet er kommet godt i gang med turneringen og har vundet tre ud af fire kampe, men er ifølge Jeppe Friis et af de hold, som FC Djursland skal kunne måle sig med.