Jævnbyrdig tredje halvleg til Allingåbro Hygge Cup
Der var kendte navne og hygge for fuld skrue til den mest afslappede del af Allingåbro Cup i lørdags
Tredje halvleg blev et meget jævnbyrdigt opgør mellem Peugeot Fausing og Viking Genetics, i daglig tale kaldet Tyrestationen i Drastrup. Men som sidste år vandt tyrene med et horn foran bilmændene, der manglede de sidste kilometer på literen.
Alt foregik i ro og fred med en hyggen særligt under de første par timers kampe. Her var det mere de hold, der ikke gik så meget op i resultaterne, men mere hyggen.
I disse kampe så man bl.a. 3 K oldboys med flere af korifæerne fra Allingåbros storhedstid på fodboldbanerne, bl.a. Carl Christensen og Peter Haslund. Holdet havde desuden tilkaldt deres egen dommer i form af Heine Jensen, kendt dommer i det djurslandske fodboldmiljø, men selv med Heine på banen som spiller var resultaterne ikke helt med holdet og de tabte desværre alle deres fem kampe. Holdet mistede dog ikke modet og har allerede bebudet deres ankomst til næste års stævne.
Gulerodskongen gik i spidsen
Der var under stævnet flere drabelige opgør.
Brandstationen med bl.a. Allan Busk, der til dagligt arbejder på Viking, som de lokale brandfolk mødte og tabte til. Allan måtte efterfølgende høre meget fra sine arbejdskollegaer.
Holdet fra den gamle Allingåbrohåndbold kæmpe Ruth Thygesen, der nu ejer bodegaen Laredo, vandt også, men det var i kortspil efter deres kampe, som udløste to uafgjorte kampe og to nederlag.
Fra de to første puljer var det Allingåbrohallens Cafeteria med lokale Allingåbrospillere, der gik til finalerunden sammen med Gl. Estrup Gartneri, med bl. a. gulerodskongen himself i spidsen, Knud Dahl Andersen, Morten "Mulle" Pedersen og Dan Thomassen.
Da de to sidste puljer skulle starte, blev kampene sat op i hastighed. Her mødte bl.a. et hold fra Sjælland, to hold fra Århus, bl.a. sidste års vindere IF Århus og nr. 3 fra sidste år Team Hulvej.
Samutex, nystartet butik i Allingåbro, havde valgt at sponsere et hold med bl.a. Thomas Nicolajsen, Niels "Brumme" Hviid, byrådsmedlem Niels Ole Birk, Kell Thyrre og Anders Bakmann, alle gamle kendinge i det djurslandske fodboldmiljø.
Mange har allerede bestilt plads i 2015
De fleste af kampene i anden halvdel var utrolige spændende og skulle først afgøres i puljerne sidste kampe.
De fire hold der skulle mødes på kryds var Team Hulvej, IF Århus, Samutex og Egedals bonderøve fra Sjælland. Hulvej tabte til IF Århus med 5-2 og Samutex måtte bøje sig til det sjællandske hold med et nederlag på 3-2, meget flot mål scoret i allersidste sekund, dette betød at finalerunden bestod af Allingåbrohallens Cafeteria, Gl. Estrup Gartneri, IF Århus og Egedals bonderøve.
Her skulle det vise sig, at holdet fra Gl. Estrup efter deres pause og som det bør sig til et hyggestævne, havde fået lidt øl inden de skulle i gang igen, blev totalt knust af de øvrige hold.
Holdet fra IF Århus med bl.a. John Sandberg, tidligere superligaspiller i AGF og Randers FC, Dennis Siim, tidligere superligaspiller i flere danske klubber, Rune Laursen tidl. Vorup FB 2. div., Allan Thiim fra KSK Kolding oldboys samt Ralph Otkjær, der tidligere har optrådt på flere randusianske hold, var helt suveræne i finalerunden og vandt samtlige tre kampe med 5-2, 6-2 og 5-2.
Dette var andet år i træk de århusianske gæster løb af med sejren i hyggerækken. Nr. 2 blev det sjællandske hold, og Allingåbrohallens cafeteria blev en flot nr. 3.
Alt forløb helt efter planen ved hyggestævnet hvor flere af holdene allerede nu gerne vil bestille plads til næste års stævne, så allerede nu er der kamp om hvem der løber af med sejren i Allingåbro cup 2015 i tredje halvleg.