Fortsæt til indhold

Tidligere KPI'er sparker døren ind hos Skive IK

En vellykket prøvetræning skulle der til at overbevise nyoprykkerne til NordicBet Ligaen om, at 20-årige Kasper Kempel Johansen var værd at investere i

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Kasper Kempel Johansen, 20, med en fortid som ungdomsspiller i Kolind-Perstrup tager et skridt op ad karriererangstien, når han i denne sæson tørner ud for nyoprykkerne til NordicBet Ligaen, Skive IK.
"Han er en fleksibel spiller, som kan dække de fleste offensive positioner. Kasper er stadig ung og uprøvet på dette niveau, men hans indstilling og vilje til at lære gør at det kan blive rigtig spændende," lyder skudsmålet til den unge spiller på Skive IKs hjemmeside.
Kasper Kempel Johansen spillede i Kolind-Perstrup til og med U17-tiden. Herefter skiftede han til AGF, hvor det blev til to år på øverste hylde i U19 Ligaen og flere kampe i Reserveholdsligaen.
De to år i AGF afkastede dog ikke en kontrakt med klubben i Fredensvang ved indgangen til seniorårene. Derfor drog Kasper Kempel Johansen videre til Aarhus Fremad og 2. division, hvor han var en fast del af holdet i sidste sæson, der overraskende sluttede med, at Aarhus Fremad rykkede ned i Danmarksserien.
En prøvetræningsperiode i Skive IK har nu givet den talentfulde angriber med de hurtige fødder og de slangeagtige bevægelser i nærkampene, der gør det svært at stoppe den fysisk klejne unge mand med det drengede ansigt, mulighed for at udvikle sig yderligere på et spændende hold, som gerne vil spille på egne præmisser og ikke på modstanderens fejltagelser.
Kasper Kempel Johansen kan få debut fredag aften, når Skive IK hjemme på SPAR NORD ARENA i Skive møder HB Køge klokken 19.