Lasse satte personlig rekord
Lasse Dall fra Skanderborg tog guldmedalje og mesterskab i svømning, da den danske elite var samlet på kortbane i Bellahøj Svømmestadion.
Ved de indledende løb i 50 meter Butterfly fredag formiddag svømmede Lasse sin hurtigste 50 meter nogensinde i ny personlig rekord på 24,89 sekunder, hvilket samtidig var ny klubrekord i Odder Svømmeklub, som han repræsenterer. Tiden var den femte hurtigste blandt samtlige deltagende junior- og seniorsvømmere, og rakte til en plads blandt de otte bedste deltagere i aftenens A-finale.
I aftenens A-finale var der udover Lasse kun yderligere én juniorsvømmer, sidste års forsvarende Danske Juniormester, Jonas Nervil Kistorp fra Lyngby Svømmeklub, som i det indledende løb havde svømmet 0,08 sek. hurtigere end Lasse. Der var således lagt op til en finale de to svømmere imellem om guld og sølvmedalje. Lasse tog guldmedaljen og mesterskabet hjem i tiden 24.68 sekunder.