Lyngby kan skimte Superligaen
Lyngby Boldklub ligger i øjeblikket til oprykning. Fodboldekspert tror, de rykker op, mens direktøren endnu ikke vil tale om Superligaen
Senest 5. juni næste år bliver det afgjort, om Lyngby Boldklub skal tilbage til Superligaen.
På grundlovsdag skal Lyngbys unge mandskab en tur til Viborg i sæsonens afsluttende kamp i landets næstbedste række, NordicBet Ligaen.
Inden kampen i domkirkebyen fløjtes i gang, resterer imidlertid 16 kampe. AGF venter i efterårets sidste kamp i weekenden, og foråret byder på 15 kampe, hvor kapløbet om oprykning spidser til.
Men allerede nu ser det særdeles godt ud for Lyngby Boldklub, der senest spillede i landets fineste fodboldrække i 2012. Klubben fører NordicBet Ligaen med seks point ned til nummer tre, og meget skal gå galt, hvis ikke klubben skal rykke op, mener fodboldekspert Jan Kalborg fra DR Sporten.
"Det er et imponerende spillekoncept, de har fået opbygget. De er kommet sig over den store skuffelse fra sidste sæson, hvor man missede oprykningen i slutningen af sæsonen. Jeg synes, at Lyngby Boldklub står rigtig stærkt til at tage den ene af de to oprykningspladser. Der kommer pres på dem til foråret, men de har et godt forspring, og formår de ikke at rykke op med det, så er de omvendt heller ikke berettiget til at spille i Superligaen," siger Jan Kalborg.
Naivt ikke at købe ind
Lykkes det klubben at skifte NordicBet Ligaen ud med Superligaen, så er det nødvendigt at bruge penge på at købe nye spillere til truppen, mener Jan Kalborg.
Lyngby Boldklub har ifølge Dagbladet BT's oplysninger et årsbudget på 10 millioner kroner, hvilket i fodboldsammenhænge er usædvanligt lavt.
DGO har imidlertid ikke kunne få bekræftet det tal, men det er et faktum, at Lyngby Boldklub i øjeblikket ikke har nogen løntunge spillere, som det tidligere har været tilfældet. Men det skal der laves om på, hvis den står på superliga til juli, fastslår Jan Kalborg.
"Man er nødt til at forstærke sig. Der er to transfervinduer at gøre det i. Gør man ikke det, vil jeg kalde det fodboldnaivitet. Holdet skal ind og have mere erfaring og ryggrad. Man skal ikke bilde hinanden ind, at holdet er godt nok, som det er," siger Jan Kalborg, der ikke udelukker, at det kan lade sig gøre for Lyngby Boldklub at forblive oppe i Superligaen på sigt.
"I starten er det ren og skær overlevelse. Men de vil få tilført nogle økonomiske musler i form af tv-penge, og dem kan de bruge på spillere. Hobro er det bedste eksempel på, at man kan klare sig som oprykker. Det er ikke sikkert, at Lyngby vil klare sig ligeså godt som Hobro, men jeg ser rigtig gode takter i Lyngby i øjeblikket. De spiller med samme dyder, som Lyngby tidligere har gjort," siger Jan Kalborg.
Vil Ikke tale oprykning
Direktør i Lyngby Boldklub Christian Hill-Madsen vil på nuværende tidspunkt ikke tale om, hvordan klubben vil ruste sig til en mulig tilværelse i superligaen.
"Oprykning taler vi ikke om i øjeblikket. Alt kan stadig ske. Vi har et budget, der er i underkanten af, hvad de andre har, og vi har ikke midler til at gå ud og forstærke os i vinterpausen. Som det er nu, kører vi på maks af, hvad holdet kan præstere, og der er stadig 48 point at spille om. Så vi tager en kamp ad gangen," siger Christian Hill-Madsen, der er både direktør og medejer af klubben, der vandt sit seneste Danmarksmesterskab for 22 år siden.
Lyngby spiller mod AGF søndag eftermiddag klokken 15.30 i Aarhus.