Lokale Søren Hess-Olesen i kvartfinalen i tennis-turnering
I denne uge er Aarhus 1900 Tennis vært for en stor 15.000-dollar Future-turnering, og lokale Søren Hess-Olesen er videre til kvartfinalen, som spilles idag.
Den 23-årige aarhusianer går på University of Texas, men repræsenterer Aarhus 1900, når han er hjemme.
For at komme til kvartfinalen var Hess-Olesen oppe mod den ottende seedede australier, Jacob Grills. Danskeren spillede aggressivt, og det lykkedes ikke for Grills at finde en vej forbi danskeren.
I kvartfinalen møder Søren Hess-Olesen fjerde seedede Christian Lindell fra Sverige.
"Jeg tror på, at jeg kan slå alle, der er med. Det er en Future-turnering, så jeg skal gerne kunne slå alle. Jeg får ikke chancen internationalt så tit, så det er med at gribe den, når den er der," fortæller Søren Hess-Olesen i en pressemeddelelse.
Søren Hess-Olesens kvartfinale-kamp starter klokken 11. Der er gratis entre på Aarhus 1900's anlæg ved stadion.