Aarhus Fremad forlader Riisvangen
Tirsdagens pokalkamp mod FC Midtjylland skal spilles i Herning
En del af charmen ved pokalfodbold er, at de lavere rangerede hold får besøg af professionelle topklubber fra landets bedste række.
Men danmarksserieklubben Aarhus Fremad har valgt at afgive deres hjemmebane - Riisvangen Stadion - til tirsdagens pokalkamp mod Danmarks i øjeblikket bedste hold - FC Midtjylland - som topper tabellen i Superligaen.
Opgøret skal vises på TV, og da der ikke er lys på Riisvangen, må kampen flyttes til MCH Arena.
"Da kampen er en tv-kamp stiller det krav til lys, som vi på nuværende tidspunkt ikke har på kampbanen. Det har vi gjort alt der står i vores magt for at finde en løsning på, men vi har ikke kunne finde en løsning, der er økonomisk ansvarlig. Derfor skal kampen spilles på MCH Arena. Vi kommer stadig til at stå som hjemmehold selvom kampen spilles i Herning, så vi spiller selvfølgelig i vores hjemmebanetrøjer," skriver Aarhus Fremad på deres hjemmeside.
Kampen spilles derfor i Herning og ikke i Aarhus Nord på tirsdag 28. oktober klokken 18.