Fortsæt til indhold

Hellerup Finans overtager Lyngby Boldklub

Efter en dramatisk magtkamp i Lyngby Boldklub overtager hovedsponsoren Hellerup Finans aktiemajoriteten i klubben. Den nye ejer satser på oprykning

Sport
Af Theis Otzen

Lyngby Boldklub blev kort inden jul overtaget af Hellerup Finans. Finansselskabet er i forvejen hovedsponsor og aktionær, men meddelte i sidste uge, at selskabet ønskede at forlade Lyngby Boldklub, hvis ikke den daglige ledelse trak sig.
Årsagen til det ultimatum var en sponsortur til Madrid, der blandt andet indbefattede et besøg på en stripklub arrangeret af klubdirektør Christian Hill-Madsen. Det var for meget for Hellerup Finans, der dermed startede en intern magtkamp i klubben.
Mandag aften valgte Christian Hill-Madsen at trække sig og ved samme lejlighed overtog Hellerup Finans hans aktier i boldklubben. Hellerup Finans står derfor nu med cirka 92 procent af aktierne i Lyngby Boldklub.

Ny direktør søges

Første opgave for Hellerup Finans bliver at finde en ny ledelse.
“Vi skal finde en ny ledelse. Der er ingen direktør i øjeblikket, og det skal vi have på plads rimelig hurtigt. Der er allerede nogle emner, der har henvendt sig, ligesom moderklubben er kommet med nogle forslag. Men vi er åben for kandidater og forventer at have en direktør på plads rimelig hurtigt,” siger Torben Jensen, der er direktør i Hellerup Finans.
Bestyrelsen skal også have nye medlemmer. Her vil Hellerup Finans indsætte et par af sine egne folk, ligesom moderklubben vil få plads og derudover vil Hellerup Finans finde kompetente medlemmer udefra til at sidde med til bestyrelsesmøderne.
Udover jagten på en ny ledelse står mindst én ligeså vigtig opgave på Torben Jensens to-do-liste mellem jul og nytår.

Lønninger skal sikres

Der skal sikres penge til lønninger i klubben på årets sidste dag.
“Som det er nu (23. december, red), er der ikke penge til at udbetale lønninger, men det kommer der, inden der er lønningsdag. Det vil vi sørge for, ligesom vi vil sørge for, at regningerne bliver betalt,” siger Torben Jensen.
For de fans, der går rundt og er bekymret for Lyngby Boldklubs fremtid, har den nye klubejer et klart budskab.
Lyngby Boldklub skal i Superligaen hurtigst muligt.
“Efter min overbevisning har Lyngby Boldklub en meget større værdi, hvis den er en superligaklub. Målsætningen om oprykningen vil derfor blive fulgt. Det gør vi ved at fortsætte med samme styrke eller øge den. Det skal vi tale med den sportslige ledelse om, når de vender tilbage fra juleferie,” siger Torben Jensen.
Han understreger samtidig, at Hellerup Finans ikke er den oplagte ejer af en fodboldklub, og at derfor på sigt skal findes nye investorer.
“Vi er ikke sat i verden for at eje en fodboldklub. Vi fik i oktober måned en henvendelse, fordi de manglede penge. Så valgte vi på den baggrund at tegne aktier, og derfor er vi aktionær i Lyngby Boldklub. Men vi er ikke ejer om ti år. Vi vil sikre, at Lyngby Boldklub kommer godt videre. Her er det nærliggende, at fansene og medlemmerne kan blive medejere af Lyngby Boldklub,” siger Torben Jensen.

Vil aflive myter

De nye ejere vil indkalde til informationsmøder med fans og medlemmer for at få ændret det fjendebillede, der i den seneste uges tid er skabt af Hellerup Finans.
“Vi vil gerne aflive myter. Og aflevere budskabet om, at det er vigtigt, at når man går ind i investering, er det også vigtigt, at man kommer ordentligt ud igen. Vi skal ikke kun have penge ud af det - det skal også se godt ud for Lyngby Boldklub. Hvis der bliver ændret på noget i klubben, er det kun i den positive retning, for nu handler det om, at vi skal op i Superligaen,” siger Torben Jensen.