Fortsæt til indhold

Traditionsrigt fodboldstævne gentages i Bellevuehallen

28. december er VRI Fodbold vært for de 47. uofficielle Århusmesterskab

Sport
Kim S. Andersen

Der er mulighed for at se, om tidligere koryfæer som Allan Reese og Thomas Thorninger stadig kan trille med læderet, når VRI Fodbold for 47. gang indbyder til de uofficielle Århusmesterskaber i indefodbold i Bellevuehallerne i Risskov. For de tidligere superligaspillere stiller op for AGF, der dyster om titlen i konkurrence med Brabrand IF, IK Skovbakken, IF Lyseng, DGL 2000, VRI, Aarhus Fremad, Åbyhøj IF, Viby IF og Christiansbjerg IF.

Ni minutters kampe

Det foregår søndag 28. december med ni minutters kampe, bander og fire spillere på hvert hold.
“Vi forventer, at der kommer mellem 200 og 250 tilskuere, og jeg vil gerne love, at der bliver gået til vaflerne på den gode gammeldags måde,” fortæller Johnny Jørgensen fra VRI Fodbold.
Han fremhæver hyggen blandt spillere og tilskuere som noget særligt.
Det koster 50 kroner i entré, penge der går ubeskåret til VRI Fodbolds ungdomsafdeling. Danske Bank har via et sponsorat sørget for, at unge under 16 år kommer gratis ind.
Første kamp er mellem de forsvarende mestre fra Åbyhøj IF og Christiansbjerg IF, og den fløjtes i gang klokken 18.30.
Læs mere om stævnet her