Fortsæt til indhold

Hvem skal være Årets Idrætsforening 2014?

DGI Østjylland søger netop nu kandidater til kåringen af Årets Forening 2014 og SÅDAN! Award 2014

Sport
Af Grethe Bo Madsen

Det er nu ildsjæle i de lokale idrætsforeninger skal frem på beatet og gøre opmærksom på deres egen forening. DGI Østjylland søger kandidater til den prestigefyldte pris som Årets Forening. Udover æren følger der 10.000 kroner med prisen, som i år gives for at anerkende og understøtte frivillighed og det store frivillige arbejde, der udføres i den udvalgte lokalforening.
Samtidigt uddeler DGI Østjylland også en SÅDAN! Award til et særligt initiativ, som har gjort en forskel i foreningslivet eller lokalsamfundet.
Afsløringen af, hvem der løber med titlerne sker torsdag 27. marts i forbindelse med DGI Østjyllands årsmøde i DGI-huset i Aarhus.
”DGI Østjylland kårer hvert år en lokal medlemsforening som Årets Forening, for at fremhæve den store betydning, som de mange frivillige ledere, trænere, instruktører og ildsjæle i foreningerne har for at få flere til at være fysisk aktive og dyrke idræt,” siger Lars Mandrup, næstformand i DGI Østjylland.
”Med vores SÅDAN! Award ønsker vi at sætte fokus på og hylde foreningslivets unikke evne til at få en god, skæv eller anderledes idé, og få den gennemført hurtigt og med succes,” forklarer han
Man kan indstille sin egen eller en anden forening, og læse mere om både årsmødet og priserne, på www.dgi.dk/oestjylland/aarsmoede. Indstillinger til priserne som ’Årets Forening’ og SÅDAN! Award’en skal være DGI Østjylland i hænde senest søndag den 2. marts 2014.