Sejr og to legender blev hædret
Det blev til en sejr på 30-25 til Skanderborg Håndbold over Nordsjælland Håndbold, og samtidig blev to klublegender udnævnt til Hall of Fame
Så er årets håndboldsæson færdig for Skanderborg Håndbold.
Den sidste kamp i kvalifikationsspillet om en plads i ligaen blev onsdag aften spillet i Morten Børup Hallen i Skanderborg, hvor Nordsjælland Håndbold var modstanderen.
Det blev til en sejr til de lokale grønblusede Skanderborgspillere, som dermed har vundet fem ud af de seks kampe i kvalifikationsspillet, hvilket stensikkert har sikret klubben en førsteplads i puljen samt en plads i næste års herreliga.
Helt anderledes ser det ud for Nordsjælland Håndbold, der med nederlaget til Skanderborg Håndbold nu må en tur ned i 1. division.
Første medlemmer af Hall of Fame
I pausen af gårsdagens kamp blev Hall of Fame introduceret for publikum, og formand Jens Christensen skulle præsentere de første to medlemmer.
Det første store bifald faldt til legenden Egon Mogensen, som fik hædersbevisningen i pausen. Tidsskemaet blev så presset, at det andet nye medlem af Hall of Fame, Jesper Holm, måtte vente med at med at få hæder til efter kampen.
Nu kan Skanderborg Håndbold roligt holde pause og forberede sig frem mod næste sæson, hvor det igen kan blive spændende, hvorvidt Skanderborg kan nå slutspillet fremfor at skulle spille det triste kvalifikationsspil om overlevelse igen.