Fortsæt til indhold

Hørning Håndbolds U10-drenge røg helt til tops

Da der i påsken blev spillet det uofficielle jyske håndboldmesterskab for U10-drenge, var det Hørning Håndbold, der kunne løfte pokalen som vinder af turneringen.

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

En stor bedrift for klubben. Det er, hvad Hørning Håndbolds U10-drenge i påsken præsterede, da de var til det uofficielle jyske håndboldmesterskab for U10-drenge i Hammel. Da den sidste kamp var spillet, kunne de nemlig kalde sig for vindere af turneringen, og dermed er de kvalificeret til DM, som afholdes i Greve.
Turneringen blev spillet over to dage i påsken. Puljekampene blev spillet Skærtorsdag, hvor dagens første kamp for Hørning Håndbold var mod HEI. En klub, som Hørning Håndbold efterhånden kender rigtig godt, efter allerede at have mødt dem fire gange i år. Indtil vidre var det blevet til tre sejre og et nederlag, så det var helt klart HEI, der havde noget at revanchere. Det var da også HEI, der så mest sejrstørstige ud, og de vandt også kampen helt fortjent 12-10.
Dermed handlede det for Hørning Håndbold kun om at få fire point i de to sidste puljekampe. Her ventede først Bramdrupdam. Efter en noget svingende præstation af Hørning Håndbold kunne de alligevel juble, da dommeren fløjtede kampen af. Det blev til en sejr på 15-11, hvor sejren aldrig var i fare.
Sidste kamp var mod Aalborg KFUM. Her skulle Hørning vinde, hvis de skulle blive nummer et i puljen, og samtidig skulle de håbe på, at HEI tabte deres sidste kamp til Bramdrupdam. Begge senarier gik i opfyldelse, og dermed sluttede Hørning Håndbold Skærtorsdag af med at vinde deres pulje.

Dramatik og spænding endte med sejr

Langfredag anno 2014 blev en historisk god dag for Hørning Håndbold. Om morgenen stod der kvartfinale på programmet for Hørningdrengene. De skulle møde nummer fire fra den anden pulje, som var Nr. Bjært. Det var ikke nogen særlig svær opgave for Hørning Håndbold, som vandt kampen meget komfortabelt med 16-8.
Derfor var det nu semifinalen, som hørningendrengene stod over for, hvor der ventede sønderjysk modstand i form af Møgeltønders teknisk dygtige spillere. Det blev til en meget tæt kamp, som først blev afgjort fem sekunder før tid, hvor Hørning fik deres første føring i kampen, som gav dem en sejr på 11-10.
Dermed ventede der en spændende finale og det sjette opgør i år mod HEI. Hvor det før var HEI, der havde noget at revanchere, var det nu Hørning Håndbold, som havde en revanche til gode, efter de tabte deres puljekamp til dem. Det var HEI, der startede bedst. Begge hold forsvarede godt, men HEI scorede flest mål i første halvleg og kunne dermed gå til pause foran 5-4.
Det satte gang i Hørning Håndbold, som virkelig var opsatte på at få pokalen med hjem. Det blev til en flot anden halvleg, hvor HEI kun fik lov til at score to mål på en meget velspillende Oliver Nohr i Hørningmålet, som fortjent blev valgt til finalens bedste spiller. Hørning Håndbold endte med at vinde kampen 9-6.
Dermed kunne Hørning Håndbold lade sig hylde som vindere af det uofficielle jyske håndboldmesterskab. Klubben er derfor kvalificeret til DM i Greve.