Fortsæt til indhold

Nederlag på Wannafind Stadion

Endnu engang måtte FC Skanderborg se sig slået og dermed miste vigtige point i kampen om overlevelse

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

Det begynder at spidse til for FC Skanderborg i kampen om overlevelse i 2. Division Vest. Kommer der ikke snart nogle flere point ind på kontoen, ligner det mere og mere en nedrykning for det lokale fodboldhold.Lørdag 26. april tog holdet på hjemmebane i Dyrehaven imod Ringkøbing IF.
FC Skanderborg forsøgte fra start af at lægge tryk på Ringkøbing. Det var dog alligevel udeholdet, som kom til chancerne. Især gæsternes hurtige fløjspillere var til stor gene for FC Skanderborg-forsvaret, og allerede efter seks minutter kom udeholdet foran på lidt af en tilfældig chance.
Ronnie Iversen fra Ringkøbing fik lov til at spille sig igennem målfeltet, men hans forsøg blev i første omgang blokkeret. Returen faldt for fødderne af Jacob Andersen, som med et let spark kunne sætte bolden i nettet. Dermed stod det 1-0 til udeholdet.
Det var nok ikke lige den start, som FC Skanderborg havde håbet på. Målet satte for alvor kampen i gang, og de efterfølgende minutter bød på en masse gode muligheder i begge ender. FC Skanderborg havde især to gode muligheder, som sagtens kunne have givet mål til hjemmeholdet. Men det skete ikke, og i stedet begyndte Ringkøbing igen at vise tænder.
Først kom Jacob Andersen alene igennem Skanderborgforsvaret, hvorefter hans forsøg på mål blev flot afværget af Skanderborgmålmand Jannik Friis' fødder. Men efter en halv time gik den desværre ikke længere. Efter to forsøg fik vestjyderne sparket bolden i kassen, og så kunne holdene gå til pause med en resultattavle, hvor der stod 2-0 til udeholdet fra Ringkøbing IF.

En kedelig stime

De sidste 45 minutter blev en noget anden affære end de første 45 minutter. FC Skanderborg gik på banen med det mål at få nogle point. Spillet flød meget bedre, men det var fortsat på dødbolde, at hjemmeholdet havde de farligste muligheder, som sagtens kunne have ført til mål.
Desværre for FC Skanderborg kom reduceringen dog meget sent. Med 12 minutter tilbage af kampen kunne hjemmeholdets Kim Rasmussen lobbe bolden over Ringkøbing-målmanden, og så stod den pludselig 1-2. FC Skanderborg forsøgte at udnytte målet til at forsøge at presse på for endnu et mål og dermed point, men det skete desværre aldrig. Og da hjemmeholdets Niclas Lind modtog sig andet gulekort, hvilket betød et rødt kort, var løbet kørt. Vestjyderne fra Ringkøbing kunne hive en smal 2-1-sejr hjem.

Dermed har FC Skanderborg ikke vundet i de seneste fem kampe, og de seneste fire kampe har budt på nederlag, hvilket må siges at være en noget kedelig stime. Samtidig var det niende gang i sæsonen, at FC Skanderborg kunne se sig slået med 2-1. FC Skanderborg ligger derfor stadigvæk til nedrykning, og der skal til at ske noget, hvis det skal ændres.
FC Skanderborg ligger lige nu nummer 15 med seks point op til Næsby, som ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen. Næste kamp for det lokale fodboldhold er udebaneopgøret på Fyn mod Middelfart fredag 2. maj klokken 18.30.