Fortsæt til indhold

Uhyggelig bundkamp på lørdag

Cheftræner Jan Vingaard forventer en uhyggelig tæt udebanekamp mod FC Djursland på lørdag og understreger, at kun en sejr kan bruges

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

Runde efter runde har pointhøsten ikke været særlig prangende for FC Skanderborg i 2. Divison Vest. I de seneste syv kampe i forårssæsonen er det således kun blevet til sølle to point.
Det har begravet FC Skanderborg i bunden af tabellen med syv point op til overfladen, hvor Svendborg ligger på den rigtige side af nedrykningsstregen. Det eneste hold, der har skrabet færre point sammen end FC Skanderborg, er FC Djursland. Lørdag mødes de to hold i en kamp, som FC Skanderborgs cheftræner, Jan Vingaard, forventer bliver uhyggelig tæt.
"Det bliver en uhyggelig spændende og tæt kamp. Djursland har spillet nogle gode kampe på det seneste og har været tæt på deres første sejr i forårsæsonen. Der er ikke nogen tvivl om, at de vil gå efter at få den mod os, men vi går benhårdt efter at vinde. Der er få point tilbage at spille om, og vi er nødt til at skrabe en masse sammen nu, så vi kan hægte os på midterholdene," fortæller han til Lokalavisen Skanderborg.
Sidste weekend tabte FC Skanderborg til Jammerbugt FC efter en ikke særlig god præstation. Skal der en sejr i hus på lørdag, skal holdet spille bedre, og cheftræner Jan Vingaard er godt klar over, hvordan det skal ske.
"Vi skal et step op i forhold til sidste rundes kamp mod Jammerbugt, hvor især anden halvleg ikke var god. Vi skal være mere kyniske i begge felter og spille i et højere tempo igennem alle 90 minutter," fortæller han.

Ingen kigger ned i græsset

Trods den dårlige placering, er det ikke noget, som har fjernet modet og spilleglæden hos spillerne.
"Det er klart, at stemningen var noget trykket efter nederlaget til Jammerbugt i weekenden. Men efter træningen i mandags og i tirsdag er humøret steget. Det er ikke sådan, at folk går rundt og kigger ned i græsset," forsikrer Jan Vingaard.
Han er også stadigvæk fortrøstningsfuld i forhold til at overleve i 2. Division Vest, selvom holdet lige nu ligger, hvor de gør og ikke har fået en sejr i de seneste syv kampe.
"Der er få point tilbage at spille om, men jeg tror selvfølgelig stadigvæk på, at vi nok skal nå det," fortæller han.
FC Skanderborg ligger lige nu på en 15. plads i 2. Division Vest med 16 point i 23 kampe. Kampen på lørdag mod bundproppen FC Djursland starter klokken 15 og spilles på Grenaa Stadion.