Fortsæt til indhold

Endelig kom sejren

FC Skanderborg vandt lørdag eftermiddag på udebane over FC Djursland

Sport
Jonas Wrede Hansen

Der var rigtig meget på spil for begge mandskaber lørdag 17. maj, da FC Skanderborg på Grenaa Stadion mødte FC Djursland i 2. Division Vest. En bundkamp, var det mildt sagt. Ingen af holdene har haft en særlig god sæson, og de kæmper begge en hård kamp for at blive oppe.
FC Skanderborg havde inden dagens kamp ikke vundet i syv kampe i træk. Ikke nogen særlig god statistik, som cheftræner Jan Vingaard inden lørdagens kamp forsikrede, at de ville forsøge at bryde mod FC Djursland.
Heldigvis fik han ret. Han efterlyste kynisme i begge felter, hvilket holdet gav ham. FC Djursland fik ikke lov til at score, derimod scorede Daniel Flyger For FC Skanderborg i det 58. minut. Det gav FC Skanderborg sin første sejr i lang tid og ikke mindst tre vigtige point i tabellen.
FC Skanderborg ligger stadigvæk på en næstsidsteplads, som vil give nedrykning, hvis det ikke forbedres. Men efter weekendens runde er afstanden op til den rigtige side af nedrykningsstregen blevet mindsket. Der er nu kun fire point op til Svendborg, som ligger på en 13. plads, der giver overlevelse.
Næste kamp for FC Skanderborg er lørdag 24. maj klokken 13.30, hvor Brabrand kommer på besøg.