Ræs, hjerterum og inklusion kører sølvet hjem
15 unge fra Skanderborg Ungdomsskole vandt i weekenden sølv i det uofficielle DM for BoCarts
De kom som forsvarende Danmarksmestre, og selvom de drog hjemad igen med medaljer af en lidt lavere kaliber om halsen, kan de 12 drenge og tre piger fra Skanderborg Ungdomsskole, som i weekenden deltog i det uofficielle DM for BoCarts, føle sig som vindere i disciplinen dygtigt forarbejde, god strategi og fantastisk samarbejde.
Det er nemlig, hvad der skal til for at holde en BoCart kørende i de fire stive klokketimer i træk, som DM-løbet varer inklusiv kørerskift, brændstofpåfyldning og servicering. "De unge har brugt hele sæsonen på at dygtiggøre sig i at servicere maskineren og lære dem at kende køreteknisk. Samtidig har de opbygget den tillid og det kammeratskab, som er altafgørende for, at det kan lykkes at vinde medaljer," fortæller Frank Oxholm Jensen, afdelingsleder i Skanderborg Ungdomsskole.
"Det lykkedes de unge at præstere et fremragende teamwork og gennemføre DM-løbet med en enkelt cart, som opnåede en flot anden plads."
Guldet gik til Haderslev Ungdomsskole, mens Kolding Ungdomsskole måtte nøjes med bronze.
Ifølge Frank Oxholm Jensen er historien om det succesfulde BoCart team, også historien om Claus og Vibeke Buch, som sammen med Morten Abrahamsen åbner døre og hjem i Nygårde for en gruppe unge med benzin i blodet, og hjælper dem godt på vej i et fællesskab, hvor der er plads til alle uanset køn og forskelligheder.
"De har skabt et rum for de unge, hvor der er højt til loftet, og hvor omgangstonen, selvom den er bestemt, også er præget af respekt for de unge. Aftalerne skal være på plads, og der er ikke plads til slinger i valsen, når det handler om sikkerhed," understreger Frank Oxholm Jensen.
"Det er et unikt undervisningsmiljø med hjerterum og inklusion som en naturlighed, længe før det blev moderne at sige det højt."