Fodbold-Fitness for kvinder i Thorsø
Som et af flere resultater af inspirationsdagen i TIF-Fodbold i januar, hvor mange meget engagerede medlemmer af TIF var mødt op for at bidrage med gode input til udviklingen af fodboldafdelingen i Thorsø-Tungelund IF, kan klubben nu præsentere et nye tiltag i klubben, nemlig Fodbold-Fitness for kvinder.
Bold og styrke
To aktive kvinder i klubben, Rikke Have og Aileen Harris, har meldt sig som primusmotorer for etablering af et hold for piger og kvinder i alle aldre, som har lyst til at dyrke motion i fællesskab ved at kombinere legen med bolden med styrketræning og koordinationsøvelser. Så har man lyst til at prøve det, er det bare med at møde op ved hallen lørdag 5. april kl. 10.00, hvor en instruktør fra DGI vil informere og vejlede om det nye koncept. Yderligere information kan ses på klubben hjemmeside.
Mere udannelse
Af andre resultater at inspirationsdagen kan nævnes, at TIF-Fodbold har valgt at sætte fokus på uddannelse af trænerne og skabe en større synlighed af, hvad der sker i klubben og hvilke aktiviteter, klubben gerne vil tilbyde alle aktive spillere.
”Det var tydeligt ved mødet, at mange gerne vil hjælpe med at gøre klubben til et sted, hvor både spillere, trænere og forældre synes, det er sjovt at bruge fritiden. Vi vil gerne over de næste år skabe en tradition for nogle gode fodboldoplevelser i klubben både på og ikke mindst udenfor banen. Det er vores fornemmelse, at det sociale samvær i klubben skal styrkes, og det skal bl.a. ske ved at inddrage repræsentanter for alle aktive medlemmer og forældre i beslutningerne, så klublivet formes, som flest ønsker det,” siger fodboldformand Klaus Sakskøbing. Han fortsætter:
”Vi har en plan om at udvikle vores traditionsrige arrangementer fodboldafslutning for ungdommen i juni måned og Uge31-turneringen i august, så de bliver endnu sjovere og forhåbentligt endnu bedre besøgt.”
Active Kids
Efter sommerferien vil klubben gerne gøre en ekstra indsats for at få nye yngre spillere i gang i klubben, hvilket vil ske ved et særligt arrangement i september "Active Kids", hvor DGI vil hjælpe med at forme en sjov dag for børnene.