Lyseng får pigelicens i fodbold
Nu er Lysengs U17-hold også en del af den bedste række
Man håbede på det, og nu er ønsket gået i opfyldelse.
Lysengs U17-piger har fået pigelicens, hvilket betyder, at holdet kan spille i den bedste række efter sommerferien. Det er det, der svarer til superligaen på seniorniveau, men i ungdomsrækken kan man ikke kvalificere sig til at spille i den bedste række, der skal man søge om licens ved DBU, og den har klubben altså fået tildelt.
Det betyder, at det nu ikke længere kun er Skovbakken, der kan tilbyde fodbold på højeste niveau i ungdomsrækkerne, og licens-tildelingen skaber glæde hos talentchef i Lyseng, Peter Blicher-Toft.
“Det er det her, vi gerne vil, og det skal helst betyde, at vi også får licensen i fremtiden, så vi kan holde det høje niveau, og vi kan holde fast i vores dygtige spillere,” siger Peter Blicher-Toft.
Opbygning fra bunden
Lyseng vil gerne have fat i spillerne, allerede fra de er små og gøre dem gode op gennem rækkerne.
Han er da heller ikke i tvivl om, at pigelicensen får betydning for klubbens seniorhold på den lange bane.
“Når U17-pigerne rykker op som seniorer, så kan de være med til at løfte niveauet. Vi har ambitioner om at komme til at spille i 1. division, og vi vil forsøge at komme i 3F Ligaen i fremtiden. Det er målet, at vi rykker op i ligaen inden for de kommende to-tre år,” siger Peter Blicher-Toft.
Mere træning fremover
Med pigelicensen skal Lyseng også leve op til nogle krav fra DBU's side.
Det betyder blandt andet, at der skal være knyttet en fysisktræner til holdet, som har en uddannelse inden for fysiologi eller biomekanik, oplyser Poul Højmose, der er træner for U17-holdet og tidligere træner for kvindelandsholdet.
Træningsmængden hos pigerne bliver øget til fire gange om ugen, og samtidig kommer der mere fokus på fysisk træning især i vinterperioden.
“Det er rigtig spændende, at vi nu er to klubber i Aarhus, der har pigelicens, og på den måde kommer der en god og sund konkurrence,” siger Poul Højmose og fortsætter:
“Hele setuppet omkring holdet bliver meget mere professionelt.”