Fortsæt til indhold

Håbet om overlevelse lever stadigvæk

Med fire sejre i træk er det stadigvæk realistsik, at FC Skanderborg kan blive oppe

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

Fire kampe, fire sejre og 12 point. Det ser ganske fint ud i øjeblikket for FCSkanderborg, som efter en dårlig start på forårssæsonen nu er ved at tage hævn i slutspurten i 2. Division Vest.
Kristi Himmelfartsdag slog man på udebane topholdet Rishøj med 5-4, og søndag 1. juni gik det på Wannafind Stadion udover Thisted, som måtte tage tilbage til Nordjylland med et nederlag på 2-1 i bagagen.
“Vi er bare inde i en rigtig god stime for tiden. Hvor vi i nogle kampe har været uheldige med lige at mangle det sidste, tipper det nu til vores fordel,” fortæller en tydelig tilfreds cheftræner i FCSkanderborg, Jan Vingaard, kort tid efter sejren over Thisted i søndags.
Trods fuldt udbytte i de seneste fire kampe, så ligger FCSkanderborg dog stadigvæk på en trist 15. plads i tabellen. Ændres den placering ikke inden sæsonafslutningen, vil holdet ikke længere være at finde i 2. Division Vest.

Det bliver en hård kamp

“Det bliver selvfølgelig tæt og spændende, men vi tror allesammen på, at vi klarer det,” fortæller Jan Vingaard, som selvfølgelig også har god grund til at være optimistisk oven på holdets nuværende gode form.
Med sidste uges sejre mod henholdvis Rishøj og Thisted er holdet stadigvæk en seriøs kandidat til at klare sig i bundstriden.
“Det bliver en hård kamp. Alle kampe fra nu af er finaler, men man kan sige, at hvis vi ikke havde vundet de seneste fire kampe, så var vi allerede nu hægtet af,” lyder det noget lettet fra Jan Vingaard.
Viljestyrke er ifølgecheftræneren en af årsagerne til, at holdet lige nu er inde i den gode stime. Kampen mod Rishøj viste for alvor, at holdet bliver ved med at tro på tingene trods modgang.

Det er sådan vi er

En sikker sejrkurs blev pludselig sat over styr, da Rishøj, efter at have været bagud med 2-4, udlignede til 4-4 med kort tid igen. Men de gulblusede Skanderborgspillere lod sig ikke slå ud af det. Tre minutter før tid satte Daniel Flyger bolden ind til 5-4 til FCSkanderborg, og så kunne jublen ellers bryde løs hele vejen hjem til Jylland.
“Det er bare sådan vi er i FC Skanderborg. Vi kæmper og kæmper til sidste minut for at få en sejr. Det har man gjort i al den tid, jeg har kendt til klubben,” siger en stolt Jan Vingaard.
Det lokale fodboldhold har tre kampe tilbage af årets 2. Division Vest. Det er alle kampe mod konkurrenter i bundstriden, som Jan Vingaard derfor kalder for små finaler. Første “finale” er fredag 6. juni klokken 18, hvor FC Skanderborg på udebane møder Aarhus Fremad.