Bussen kører mod Aarhus
FC Skanderborg har i dag en mulighed for at komme væk fra nedrykningspladserne, hvis de vinder i dag og andre resultater samtidig går Skanderborgs vej. En bus med fans skal hjælpe til
I løbet af de seneste weekender er solen begyndt at skinne mere og mere over FC Skanderborg. Fire sejre i de seneste fire kampe har givet holdet fornyet håb om overlevelse i 2. Division Vest. Klokken 18 i dag står holdet på udebane overfor Aarhus Fremad i en kamp, som kan sende det lokale fodboldhold over nedrykningsstregen for første gang i år.
Vindes kampen over Aarhus Fremad, og mister Næsby og FC Sydvest 05 Tønder samtidig point i deres kampe, er FC Skanderborg endelig at finde på en positiv placering, som ikke sender dem ned i Danmarksserien.
For at give FC Skanderborg de mest optimale rammer i dagens kamp på Riisvangen i Aarhus har klubben valgt at give alle fans en gratis bustur til og fra Aarhus. Den kører fra Vestergade i Skanderborg klokken 16.50.
Gratis bustur
Det er Mathias Mustonen Schjødt, der til daglig optræder på divisionsholdet, som har sørget for busturen. Han blev desværre skadet i sidste uges kamp mod Thisted, så da han ikke kan hjælpe holdet på banen, har han valgt at gøre, hvad han kan, for at hjælpe holdet udenfor banen.
Først lagde han sammen med to andre spillere en video ud på facebook for at bede fans om at komme og hjælpe holdet på Riisvangen Stadion mod Aarhus Fremad, og siden har han arrangeret gratis bustur til alle.
"Indtil videre har der været ret god stemning for det. Der er lige nu nogle, der har tilmeldt sig til busturen på Facebook, men jeg ved også, at der kommer nogle direkte fra Aarhus ud til Riisvangen," fortæller han.
Selv bor han i Aarhus, men han vil ikke snydes for en gratis bustur.
"Jeg tager fra Aarhus til Skanderborg for at være med på busturen," griner Mathias Mustonen Schjødt.
Lokalavisen Skanderborg vil være til stede ved de fremmødte FC Skanderborg-fans under kampen. Læs i næste uges avis om kampen og se billeder fra supporternes opbakning.