Fortsæt til indhold

Skudtræning på Mars for boldglade piger

FC Skanderborg får DBUs Pigeraket til byen

Sport
Af Erland Rasmussen

Der er bud efter piger i alderen fem til 11 år, der har lyst til at spille fodbold på en anderledes og sjov måde.
Sådan lyder budskabet fra FC Skanderborg, der tilbyder DBUs Pigeraket som en aktivitet til fodboldpigerne. Og det skulle være en helt speciel oplevelse.
Pigeraketten flyver hele landet rundt og giver piger mulighed for bl.a. at spille fodbold på Saturn, øve skudtræning på Mars og prøve mange andre sjove fodboldlege.
DBU's pigeaktivitet har nemlig fået tunet sin motor og byder i år på et anderledes koncept.
“Pigerne skal først på rumrejse på forskellige planeter, hvorefter de deltager i en mere traditionel fodboldtræning i klubben,” siger ungdomskonsulent Jesper Støvring.
FC Skanderborg laver arrangementet sammen med DBU for niende år i træk – og flere år har mere end 200 piger deltaget, hvilket har gjort Pigeraketten i Skanderborg til en af landets største. Derfor bliver den også tilbudt over to dage.
Pigeraketten er en af de mange aktiviteter, som FC Skanderborg tilbyder nuværende og måske kommende medlemmer.
Klubbens høje aktivitetsniveau er også blevet anerkendt af selveste UEFA, som netop har kåret FC Skanderborg til Årets Breddeklub i Europa.
Pigeraketten
Tid og sted: Onsdag 11. juni på banerne ved Vestergadeanlægget og torsdag 12. juni på banerne ved Niels Ebbesen Skolen - begge dage klokken 17-20.
Det er gratis at deltage, og hverken tilmelding eller fodbolderfaring er nødvendigt. Alle piger er velkomne.
Pigerne skal deltage fra start til slut, og de må meget gerne tage veninderne med.