Cyklede Jorden rundt fire gange på en måned
Cykelkampagnen Vi cykler til arbejde blev igen i år en succes i Skanderborg Kommune. De 40 deltagende hold tilbagelagde tilsammen 52.000 kilometer
Godt vejr med masser af sol er måske forklaringen på, at årets udgave af cykelkampagnen Vi cykler til arbejde er blevet så stor en succes i Skanderborg.
Antallet af deltagere er fordoblet i forhold til sidste år, og der er blevet kørt langt flere kilometer. Faktisk hele 52.000 kilometer, svarende til fire gange Jorden rundt, har de 40 deltagende hold tilsammen præsteret.
For den sunde indsats belønner Skanderborg Kommune både det hold, der har cyklet flest kilometer og det hold, der har cyklet flest dage. Præmien er Den gyldne Cykelhjelm samt et gavekort til Kulturhuset i Skanderborg til hver deltager på holdet, så sejren kan fejres i fællesskab.
Kompetencecentret i Skanderborg genvandt trofæet for flest kørte kilometer, selvom holdet i år "kun" cyklede 4.200 kilometer. Sidste år cyklede holdet 4.900 kilometer.
”Vi har i år mistet vores topcyklist. Til gengæld har chefen virkelig knoklet derudaf. Han nægter at tabe. Så har jeg også fået nogle kollegaer med, som ellers har været svære at overtale. Det giver et super fedt sammenhold på kontoret at vi kæmper sammen. Vi ville virkelig gerne genvinde trofæet,” siger Kompetencecenterets holdkaptajn, Julie Marcussen.
”Den gyldne cykelhjelm har pyntet på kontoret det sidste år, det er jeg glad for at den kan blive ved med,” understreger hun.
Flest cykeldage havde Dagtilbud Galten/Låsby, der med 228 cykeldage vandt foran Dansk Nordenta A/S og Vejdirektoratet, der begge nåede op på 216 cykeldage.
Der var ærgrelse at hente hos holdet fra Sølund, der sidste år vandt med 205 cykeldage, men nu måtte afgive trofæet til Dagtilbud Galten/Låsby. Tilgengæld var der højt humør, sang og klapsalver fra de mange børn, der var stolte af, at lige præcis deres pædagoger var så cykelseje.
”Det har været rigtig sjovt og være med, og det, at vi vinder trofæet og æren i år, har helt sikkert givet os blod på tanden til at genvinde titlen i næste års konkurrence,” konstaterer holdkaptajn for Dagtilbud Galten/Låsby, Mette Kudahl. Vandretrofæet skal på skift rundt til de forskellige afdelinger i dagtilbuddet, som havde deltagere med på cykelholdet, så de alle kan smage lidt af sejrens sødme.