Op med pulsen udendørs
Forening får 30.000 kroner til nye anlæg ved Hørning hallen
Et splinternyt udendørs anlæg for styrketræning i tilknytning til Hørning hallen er på vej.
Det er motionsforeningen Hørning Puls, der står bag planerne, og forleden var der helt kontant opbakning fra Spar Nord Fonden, da afdelingsdirektør Steen R. Søndergaard, Spar Nord Bank, overrakte en check på 30.000 kroner til projektet.
På anlægget skal dyrkes Crossgym, som er en ny træningsform udviklet af DGI. Den handler om at styrke muskler, smidighed og kondition. Øvelserne kan både gøres indendørs i træningshallen, men flere og flere motionsinteresserede borgere i Hørning har efterlyst udendørs træningsfaciliteter.
Hørning Puls satser derfor på at indrette faciliteter til udendørs Crossgym, som i øvrigt vil kunne bruges af alle borgere i Hørning. Dog skal man være medlem af Hørning Puls for at være med på et af holdene.
Faciliteterne i Crossgym kan være mange. Eksempelvis kettle bells, vægtstænger, sjippetove, gymnastikringe, reb, pull-up stativer, medicinbolde, sandsække, træk-slæder og traktordæk og meget andet.
Udendørs styrketræning er blevet populært i de senere år, hvor flere er begyndt at træne ude i naturen eller i byen.
Anlægget i Hørning ventes færdigt til efteråret.