Fortsæt til indhold

Tyskerne kommer til golf i Ry

Skandinaviens største golfturnering for amatører finder snart sted i Silkeborg Ry golfklub. Her kommer der spillere fra mange forskellige lande, men især tyskere har meldt deres ankomst

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

Hele 120 topamatører fra 12 forskellige lande stiller op til golfturneringen DIAC, som spilles i Silkeborg Ry Golfklub. For første gang bliver turneringen afviklet efter European Tour-modellen. Det betyder, at de mange golfspillere skal ude på de 72 huller over fire dage i stedet for tre, og det kommer især golfspillerne til gode, mener Dorte Træholdt, der er præsident for turneringskomitéen.
"Tidligere blev der spillet 36 huller på én dag, men nu er der mere luft i programmet. Den ekstra spilledag har også givet plads til at øge herrefeltet fra 72 til 96 spillere. Vi var lidt spændte på, om vi kunne fylde turneringen ud, men det har heldigvis ikke været noget problem, da der stadig er spillere på reservelisten,” siger hun i en pressemeddelelse.
Der er både en herreturnering og en kvindeturnering

Forskellige nationaliteter

Tyskland er det land, som stiller op med flest spillere. Hele 22 spillere, hvor de 19 af dem er mænd, kommer med tysk pas til Silkeborg Ry Golfklub. Derudover kommer der spillere fra Holland, Frankrig, Chile, Island, Storbritannien, Tjekkiet og italien, så man kan roligt sige, at der bliver en stor samling af forskellige nationaliteter i de fire dage.
Fra Danmark stiller det samlede danske landshold op, som netop er blevet udtaget til EM i Finland. Den lokale golfklub i Ry har Jakob Rudbeck, Jonathan Echberg, Michael Kærgaard Nielsen og Morten Storgaard Mortensen med i herrerækken, mens Cecilie Bofill og Camilla Bofill stiller op i kvinderækken.
Den totale præmiesum for mændene er 40.000 kr. med 5.500 kr. til vinderen. Hos kvinderne er totalsummen 15.000 kr. med 5.500 kr. til vinderen. Der kan også optjenes point til verdensranglisten.
Turneringen finder sted i Silkeborg Ry Golfklub fra onsdag 2. juli til lørdag 5. juli.