Lasse var flyvende i 50 meter fly
Sølvmedalje i juniorsvømmers yndlingsdisciplin ved DM i junior-svømning
Det blev til en fornem sølvmedalje ved Junior-DM i svømning for Skanderborg-svømmeren Lasse Dall.
Lasse Dall er 16 år, og han deltog med sin klub, Odder Svømmeklub, ved de danske mesterskaber på langbane for juniorer i Odense.
Med gode stævneresultater gennem hele sæsonen har Lasse Dall opnået flere kravtider til mesterskabet, som havde deltagelse af de absolut bedste juniorsvømmere fra hele landet.
I alt deltog Lasse Dall i fem discipliner: 50 og 100 meter butterfly samt 50, 100 og 200 meter crawl.
Det lykkedes ham at sætte nye personlige langbanerekorder i samtlige løb.
Den bedste præstation faldt dog i favoritdisciplinen 50 meter fly, hvor Lasse Dall med næstbedste tid i det indledende løb kvalificerede sig til finalen.
I finalen lykkedes det Lasse Dall at fastholde sin placering, og dermed opnåede han sin første medalje ved et Dansk Mesterskab.