Fortsæt til indhold

Skæve ønsker til fremtidens idrætstilbud

Idrætssamvirket præsenterer ny rapport, der lægger op til debat

Sport
Af Erland Rasmussen

Det er idrætsfaciliteter som lysløjper, motionsstier til løbende og vandrende voksne og skatebaner til børn og unge, der er blandt de populære aktiviteter hos idrætsudøverne.
Det viser en ny undersøgelse om idrætsfaciliteter i Skanderborg Kommune, som Idrætssamvirket i Skanderborg har fået lavet.
Formanden for Idrætssamvirket, der er paraplyorganisation for cirka 80 idrætsforeninger i Skanderborg Kommune, Anni Jensen, er overrasket.
“Jeg er lidt overrasket, fordi vores medlemsforeninger har givet udtryk for, at der mangler halkapacitet, men det synes jeg ikke fremgår af rapporten,” siger hun.
Ifølge undersøgelsen dyrker mange borgere idræt på egen hånd udenfor idrætsforeningerne. Og det er tilbud til den gruppe rapporten blandt andet fokuserer på.
Anni Jensen mener ikke, at den organiserede idræt, der præsenterer rapporten, skyder sig selv i foden ved at pege på udækkede behov hos den uorganiserede del.
“Det handler om at få diskuteret med politikerne, hvordan vi udvikler fremtidens idrætstilbud og faciliteter på basis af viden om, hvad der sker og vil ske,” mener Anni Jensen.
For foreningerne gælder det blandt andet om at udvikle tilbud, så de unge kan fastholdes.
“Når vi taler foreningsidræt er det slående, at rapporten peger på, at der stort set ikke findes klubfaciliteter, som foreningerne kan råde over til det sociale liv efter træning, “påpeger Anni Jensen.
Borgermøde og paneldebat med byrådspolitikere onsdag 20. august klokken 19.00 i Borgernes Hus ved Veng om rapporten, der er lavet af Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund ved Syddansk Universitet og Idrættens Analyseinstitut (IDAN).