Fortsæt til indhold

Sejr til Skanderborg Håndbold i første test

Det blev til en sejr på 31-29 over SønderjyskE i Skanderborg Håndbolds først testkamp, inden den kommende Herreliga begynder

Sport
Af Jonas Wrede Hansen

SønderjyskE var skyld i, at Skanderborg Håndbold ikke kom med i sidste sæsons slutspil, da de i sidste runde vandt og dermed sendte Skanderborg Håndbold ned i kvalifikationsspillet. Senere kom det frem, at SønderjyskE blev betalt af BSV for at vinde kampen, da BSV med en sejr til Sønderjyske kunne komme med i slutspillet i stedet for Skanderborg Håndbold.
Det skabte stor debat om usportslig opførelse fra både BSV og SønderjyskEs side. Der var derfor linet op til den helt store revanchekamp, da Skanderborg Håndbold lørdag 26. juli tog imod netop SønderjyskE i AVK-Hallen, selvom der kun var tale om en træningskamp.
Revanche fik Skanderborg Håndbold i hvert fald, da de vandt en tæt kamp med 31-29.

I gang efter lang pause

Det er tre måneder siden, at håndboldsæsonen sluttede, så der var en del rust, som lørdagens testkamp skulle bruges til at banke af. Foruden det, så var der også spillere, som Skanderborg Håndbold måtte se bort fra i testkampen, da skadede Jonas Langerhuus, Kasper Larsen, Johan Hansen og Rasmus Kaagaard ikke kunne spille, mens Christian Albertsen i øjeblikket er med U20 landsholdet til EM i Østrig.
Kampens indledning viste da også tydeligt, at optakten til Herreligaen kun lige er startet. Der var masser af fejl og brændte chancer, men indimellem var der også plads til nogle flotte præstationer. Især den nye målmand Karsten Nielsen startede godt i sin første kamp i den grønne Skanderborg-trøje.
Det var en tæt første halvleg, hvor der aldrig var mere end to mål til forskel på de to hold. Da pausefløjtet lød, stod den 12-11 til hjemmeholdet.

En tilfreds træner

Sønderjyske kom klart bedst ud i anden halvleg. Kun fem minutter inde i halvlegen var de pludselig foran med 18-13, hvorefter den nye Skandrborg-cheftræner Nicolej Krickau tog time-out. Det havde en god virkning, og hjemmeholdet fik sat en stopper for SønderjyskE's gode angrebsspil, og langsomt halede Skanderborg ind på dem. Og kampen endte med en sejr på 31-29 til Skanderborg Håndbold.
Det var da også en glad og tilfreds cheftræner Nicolej Krickau, som efter kampen udtalte sig til SkanderborgHåndbold.dk
"Resultatet er totalt uinteressant. Vi har haft fokus på vores 6-0-forsvar hele ugen, og det, synes jeg egentlig, kommer okay fra land. Træningskampen havde rigtig meget værdi for os, fordi vi både fik set, når vi er gode, men vi fik bestemt også set, når vi ikke står rigtigt, og vi ikke er koncentreret nok, så er vi sårbare. Så jeg synes egentlig, at vi fik rigtig godt materiale både på video men også i benene i forhold til, hvad vi havde håbet. Så vi er meget tilfredse med udbyttet," lød det efter kampen fra cheftræneren.