Skanderborg Håndbold slog norsk hold
Stord Handball fra Norge blev besejret med 28-24 i en testkamp
Stord Handball fra Norge er i øjeblikket på træningslejr på håndboldakademiet SHEA i Skanderborg. I spidsen for det norske hold er den tidligere Skanderborg-træner Jesper Holm. Tirsdag aften var han tilbage i Skanderborg, da Stord Handball spillede testkamp mod Skanderborg Håndbold.
Det blev en kamp, som endte med en sejr på 28-24 til de grønne fra Skanderborg Håndbold. Det var derofr en ganske tilfreds Skanderborg-træner, som efter kampen blev interviewet til Skanderborghåndbold.dk.
"Det var en god fight, og der blev gået fint til stålet igennem hele kampen. Vi var et skridt foran Stord hele kampen, men vi er glade for at møde nogle modstandere, der spiller lidt anderledes end de hold, vi kender herhjemme fra. Stord har den tidligere landsholdsplaymaker Henrik Knudsen på holdet, og han spiller stadig på et meget højt niveau, og ham havde vi en del udfordringer med at styre," fortalte Nicolej Krickau efter kampen til klubbens hjemmeside.
Det var Skanderborg Håndbolds anden test forud for den kommende Herreliga. I den første test slog holdet SønderjyskE med 31-29.