Sønderskudt ambulance med i Post Danmark Rundt
For at sætte fokus på at det humanitære arbejde bliver stadigt farligere, stiller Røde Kors en sønderskudt ambulance i karavanen ved etapen med start i Skanderborg
Om under en uge bliver Skanderborg forvandlet til en cykel- og festivalby på samme tid. Fredag 8. august skal kongeetapen i Post Danmark nemlig køres, og det er med start i Skanderborg. Inden rytterne bliver sendt ud på etapen, vil der være forskellige arrangementer i Skanderborg. Og her vil man også blive mødt af et usædvanligt køretøj.
En sønderskudt ambulance, som Røde kors har taget med, vil nemlig være med i karavanen ved startområdet. Og det er der en ret god grund til. Røde Kors vil nemlig gerne sætte fokus på det farlige humanitære arbejde, som der bliver udført rundt omkring i verden.
"Vi ser desværre, at respekten for den humanitære indsats i krige er faldende og at hjælpearbejdere og ambulancer i stigende grad er mål for de krigende parter. Vores ambulance er et symbol på de mange ambulancer, der er blevet beskudt og de mange hjælpearbejdere der er blevet dræbt i kraft af deres humanitære arbejde," siger generalsekretær Anders Ladekarl, Røde Kors, i en pressemeddelelse.