Fortsæt til indhold

Viby-duatlet kom først over målstregen

Susanne Svendsen kunne løfte armene i vejret efter sejr i Powerman Belgien

Sport
Camilla Olesen

For tredje gang løb Viby-duatleten Susanne Svendsen først over målstregen til Powerman Belgien.
Det er et world cup-stævne, som består af 10 kilometer løb, 60 kilometer cykling og 10 kilometer løb. Susanne vidste inden løbet, at formen var god, men hun havde netop afsluttet to ugers tung træning, så hun var usikker på, om benene ville være tunge, oplyser hun i en pressemeddelelse.
På de første to kilometer havde hun flere konkurrenter, der hang på, men derefter styrede hun resten af løbet alene. Hun øgede forspringet gennem hele dagen og endte med at løbe i mål 6 minutter og 37 sekunder før nummer to.
“Dejligt med et ræs hvor alt kørte efter planen hele vejen gennem konkurrencen, efter et hårdt udlæg lykkedes det at holde et højt pace hele vejen uden kriser. Nu er jeg meget fortrøstningsfuld frem mod Zofingen. Det skal bare blive mit år, hvor jeg kan køre med om VM podiet,” siger hun i en mail til avisen.
Det er niende gang, Susanne Svendsen kørte løbet i Belgien, og kun to gange har hun ikke været på podiet. Hendes næste store mål er VM langdistance, som bliver kørt i Schweiz. Her skal hun ud på 10 kilometer løb, 150 kilometer cykling og 30 kilometer løb.