DBUs nye formand gæster Favrskov
SGF i Søften er vært for et dialogmøde med Jesper Møller
Frivillige ledere og trænere i Favrskovs fodboldklubber er inviteret til et møde med DBUs nyvalgte formand Jesper Møller.
Mødet vil foregå i SGFs klubhus på Neptunvej 17 i Søften, Hinnerup, torsdag 4. september fra kl 17.45 til 19.00.
“Mødet er tænkt som et dialogmøde, hvor vi kan byde ind med de oplevelser, vi har i dagligdagen som fodboldklub i Danmark samt muligheden for at få sat fokus på det, der driller i det daglige,” siger fodboldformand i SGF Morten Lübker.
Den første tid i den varme stol
Derudover vil Jesper Møller komme med et kort indlæg om hans oplevelser i den første tid på posten, som han overtog i begyndelsen af 2014 på et møde i DBUs repræsentantskab.
Jesper Møller afløste Allan Hansen, der valgte at lade sin tredje formandsperiode blive sin sidste efter 12 år.
Han første gang valgt til næstformand i DBU i 2004, da posten ekstraordinært og for første gang i 14 år skulle besættes efter Henning R. Jensens beslutning om at forlade posten. Der forventes stor interesse for mødet i Søften, så det henstilles, at klubberne kun tilmelder maks. fire personer per klub.