60 til VM-kampe og træningstur
Forrige weekend var 60 børn og voksne fra HOG Badmintonklub i Hinnerup på weekendtur til Ballerup/Herlev: De blev to dage med træning med jævnaldrende fra Herlev-Hjorten Badminton, socialt samvær og ikke mindst masser af VM-kampe i Ballerup Super Arena, fortæller formand Jesper Stenbroen fra klubben med 300 spillere.
Spørger man nogle af de børn, som var med på turen, så er der lutter smil at spore. ”Det har været fantastisk – alene busturen sammen med kammeraterne var skæg”, siger 13-årige Kasper Bonde Krupsdahl fra HOG. ”At se den der kamp med Mathias Boe og Carsten Mogensen lørdag var så fedt og spændende – og så var det altså også ret sjovt at spille mod dem fra Herlev-Hjorten”, fortsætter Kasper med julelys i øjnene og kigger hele tiden på finalekampen i det flot opsatte show med spotlight, klapsalver og et medlevende publikum.
De 60 HOG-spillere drog af sted i samlet flok lørdag morgen i en fælles bus og kørte direkte til Herlev, hvor børnene trænede sammen med jævnaldrende spillere fra Herlev/Hjorten – det var også her i den lokale klub, at HOG overnattede. Efter træningspas både lørdag og søndag, var alle 60 i truppen i Ballerup Super Arena for at se flot badminton.
Og at både træning og VM har været store oplevelser, kan den 12-årige HOG-spiller Ann Poulsen medgive: ”Det har virkelig været en fed tur, og jeg vil meget gerne af sted igen”. At indtrykkene fra finaledagen søndag var stort, er der vist ingen tvivl om – ”Finalekampene er helt vilde, og det er så spændende”, siger Ann Poulsen.”
Det er en veltilfreds formand, som allerede nu sammen med ungdomsafdelingen taler om en lignende tur til Tyskland til en turnering eller lignende. ”Det sociale samvær betyder meget – især når det som her til VM er på kryds og tværs af aldersgrupper, og det skal vi gøre mere i”, slutter Jesper Stenbroen af.